Stress har mistet sin mening og dybe betydning

Igennem en del år, har vi talt om stress, skrevet om stress, arbejdet med stress og haft stress. 

Vi har talt og skrevet så meget om det, at ordet efterhånden har mistet sin mening samtidig med, at betydningen af ordet har fortabt sig i tågerne.

Det bekymrer mig utroligt meget, og jeg ser det som et stort faresignal.

Jeg hører ofte ordet brugt i sammenhænge, hvor det slet ikke hører hjemme. Det kan være udsagn som: ”Hold da op en stresset dag”.

Udsagnet kan godt passe, hvis du f.eks. har været til eksamen, eller har skulle fremlægge et vigtigt projekt for ledelsen eller hele din arbejdsplads. I de situationer, vil kroppen reagere med en kortvarig eksplosiv stresstilstand, som hjælper os i en presset situation.

Hvorfor går jeg op i, hvordan vi bruger sproget?

Det gør jeg af den grund, jeg nævnte lige før, nemlig at ordet efterhånden har mistet sin mening, og ordets betydning er blevet noget udvandet.

Som jeg ser det er der to årsager til den udvikling. Den ene er den måde vi bruger ordet i flæng i vores dagligdag, og ofte i forkerte sammenhænge.

Den anden årsag er, at vi har hørt og læst så meget om stress, at vi har udviklet en vis form for resistens, og ikke længere føler, at der er grund til bekymring. En tilstand a la ”Ja, ja måske kommer ulven, måske kommer den ikke. I hvert fald ser den noget tandløs ud”. Det er både en bekymrende og ikke ufarlig vej at slå ind på.

Når vi er kommet dertil i vores fælles brug af ordet og forståelse af et begreb, så bliver det et meget stort problem for dem, der rammes af stress i hele ordets betydning og mening. Alene det at være ramt af stress er utroligt hårdt for krop og sind, hvis den stressramte så ydermere skal kæmpe sig til en forståelse fra omgivelserne af, hvor hårdt de er ramt, så forværres det mange fold.

Stress har det med at gå indad, så dem, der oplever en lang række af de meget ubehagelige symptomer kan komme utroligt meget i tvivl, om det er stress de føler. Om det er dem, der er noget galt med i forståelsen, at de ikke kan tåle mosten. De kan komme dertil, hvor de stiller sig selv spørgsmålet, om de virkelig har stress, om de ikke ”bare” er utroligt sensitive eller nærtagende, for de kan jo høre, at deres kolleger følte sig stresset i tirsdags, men ikke i onsdags.

Det er ikke sådan stress kommer til udtryk.

Et konkret (vanvittigt) eksempel

I februar i år stod en ung venstrepolitiker fra Borgerrepræsentationen i København i en debat på nationalt tv og postulerede, at det kun er politikere, der får stress. Ifølge omtalte kvinde, så er det sådan, at alle andre faggrupper har fri, når de har fri, og videre kunne vi blive belært om, at det er når man tager arbejde med hjem, at man får stress.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg blev så utroligt vred, som jeg kun meget sjældent bliver. Altså jeg bliver vred og oprevet over en masse ting, men den her tog i den grad prisen.

Ud over at hun udviste en helt igennem manglende respekt for arbejdsstyrken i landet, så udviste hun også en himmelråbende manglende indsigt i, hvad stress er, og hvordan det rammer.

Pågældende politiker er ”kun” 23 år, og har ikke været med i hele stressproblematikken i lige så mange år som mange af os andre har, men det kan på ingen måde undskylde hendes udsagn. Som offentlig person er det en rigtig god ide at tænke sig om mere end en gang inden man fremsætter holdninger som fakta, og i øvrigt lige tjekke om der er hold i det man vil fremføre.

Hvis jeg skal komme hende i møde, så er hendes udsagn et rigtigt godt eksempel på, hvordan debatten om stress har udviklet sig.

Som jeg indledte med at sige, så har vi talt og talt i rigtig mange år, men det bliver ved snakken. Der bliver ikke for alvor foretaget indgreb, der skal ændre på problemet. Hverken på de danske arbejdspladser eller fra politisk side. Hvis der blev gjort noget omfattende ved problemet, ville stresskurven ikke fortsætte med at stige stejlt.

Snak, manglende handling og forkert brug af et begreb vil føre til en udvanding, i denne sammenhæng af stress.

Når politikere giver indtryk af, at de gør noget, så nedsætter de et udvalg, som skal kigge på problemet. Det gælder ikke kun for stress, men for alt.

Sidst de nedsatte et stressudvalg var meldingen til udvalget, at resultaterne af deres arbejde ikke måtte koste noget, det måtte ikke medføre tab af arbejdspladser, og der måtte ikke ændres noget, eller særlig meget.

Når landets politikere har den holdning til et problem, som store dele af landets arbejdende befolkning lider under, er det måske ikke så underligt, at omtalte politiker har fået den meget fejlagtige opfattelse af belastningslidelsen.

Læg så hertil den måde vi gennem meget lang tid har omtalt stress, når vi fortæller hinanden, at vi løber rundt og er en smule småstresset en stor del af tiden.

Som jeg indledte med at skrive, vi har udvandet ordets mening og betydning.

Det forandrer blot ikke det faktum, at stress er en meget alvorlig belastningslidelse. Ikke kun for dem, der bliver ramt, og som skal leve med følger og begrænsninger resten af livet. Det er også ganske alvorligt for pårørende.

Som borger i Danmark har vi i noget kunne iagttage, hvordan flere politikere sygemelder sig med stress.

Vi har dog stadig til gode at blive præsenteret for en handleplan, der effektivt vil ændre på rammevilkårene, der skaber stress. Og ikke kun en handleplan for politikerne selv, men for alle.

Indtil videre går det i den modsatte retning med adskillige reformer, der kun har til formål at presse børn, unge og befolkningen i almindelighed hårdere, så de kan generere skattekroner i statskassen. Borgere er lig med pengemaskiner. Her har jeg fået taget hul på en stor problemstilling, som må blive et andet blogindlæg.

Politikerne kan godt – når de vil

Da Covid-19 pandemien ramte landet gik der ganske få dage før politikerne slog benhårdt ned med meget omfattende restriktioner. Restriktioner, der kostede utroligt mange arbejdspladser. En lang række af mindre – og større – virksomheder måtte lukke. Og effekterne af restriktionerne er ikke ovre. Der er fortsat virksomheder, der lukker fordi de aldrig er kommet sig over det økonomiske tab, de led under pandemien.

Dette er ikke en diskussion om, hvorvidt det var den rigtige eller forkerte handlemåde under Covid-19. Det er et eksempel på, at politikere er i stand til at handle, når noget truer befolkningen og visse faggruppers evne til at fungere.

Jeg er med på, at stress ikke smitter nær så hurtigt som Covid-19 gør, og dermed oplever vi ikke problemet lige så hurtigt og omfattende, men det ændrer ikke på det faktum, at handling er påkrævet og nødvendig.

”Vent lige lidt, skrev du, at stress ikke smitter nær så hurtigt som Covid-19”. Ja, og med det mener jeg, at dels er stress en snigende lidelse, der opstår over lang tid for den enkelte. Når den første får stress, og måske blive sygemeldt, så vil det påvirke de andre kolleger i negativ grad. Arbejdsbelastningen forøges, hvilket næsten med sikkerhed vil medføre, at flere får stress. Så på den måde smitter stress.

Der er meget menneskelige lidelse forbundet med belastningslidelser, og derudover koster det enorme summer både for virksomhederne, for samfundet som helhed og på verdensplan.

For virksomheden koster det mange penge at have en langtidssygemeldt. Alt andet lige vil der ikke produceres lige så meget, heller ikke selvom man ansætter en vikar. Utilfredsheden blandt de øvrige kolleger vil koste dyrt på bundlinjen.

Og så koster stress og følgelidelser enorme summer for samfundet i lægebesøg, indlæggelser og sygedagpenge, tidlig pensionering og død.

Belastningslidelser er i dag så omfattende, at forskere indenfor feltet omtaler fænomenet som ”The Burnout Epidemic”.

Vi har altså en pandemi, som er en tikkende bombe under verdenssamfundet. Desværre ser det ikke ud til, at beslutningstagere hverken indenfor politik eller erhvervsliv har til sinds at tage alle advarsler alvorligt, og for alvor ændre på de rammebetingelser, der langt hen ad vejen er årsagerne til belastningen. Og her taler jeg ikke kun om vores arbejdspladser, for det som bekendt ikke kun her stress kan opstå. Jeg taler også om de førnævnte reformer, og endelig er der livets store udfordringer.

Det har ellers ikke skortet på forskningsrapporter, forskningsartikler, der peger på problemets omfang, og på konsekvenserne ved ikke at handle.

Stress og klimakrisen lider samme skæbne

Både stress og klimakrisen har været velkendte fænomener gennem mange år.

Begge udvikler sig over tid, og konsekvenserne ligger ofte længere ude i fremtiden.

Selvom konsekvenserne er tydelige, så er det som om alle, der har magt til at gøre noget, alle som en venter på, at tiden går, så der er en anden på posten, når det går rigtigt galt, så de ikke behøver at gøre noget.

Men problemet forsvinder ikke fordi man undlader at gøre noget. Det bliver kun værre.

Og hvad stress angår, så er den gængse handlemåde, at problemet og lidelsen placeres hos det enkelte individ. En bekvem løsning, for det fritager os fra at gøre noget i fællesskabet, hvilket er helt absurd, for stress opstår netop i fællesskabet. Dette vil jeg skrive mere om i et snarligt blogindlæg.

Hvordan har DU det?

Stress er en af mine mærkesager, en af de emner jeg beskæftiger mig meget med i min virksomhed.

Jeg har flere gange oplevet på egen krop, hvad stress gør ved både krop og sind, og jeg må leve med adskillelige konsekvenser af de mange belastninger og udbrændthed.

Af de to grunde bekymrer det mig, når ordet for mange har mistet sin betydning, og at begrebet bliver kontinuerligt mere udvandet. Det bekymrer mig, at der fortsat er så lidt villighed til at handle effektivt.

Og det bekymrer mig på dine vegne, for tillader du at erkende, at der måske er en alvorlig belastningslidelse på vej? Eller ignorerer du det, for ”vi har jo alle en smule stress i hverdagen”?

Sommerferierne er i fuld gang. Det er forhåbentlig en tid, der giver dig ro og lidt langsomme dage. Roen er en gave, jeg håber, du blandt andet vil bruge til at give dig selv lov til at mærke efter, hvordan hverdagen påvirker dig. Altså virkelig mærker efter.

Har du for travlt i hverdagen?

Eller kan du håndtere det?

får du hvilet ordentligt ud?

Hvis du har for travlt, hvad kan du så ændre, så det ikke eskalerer?

Hvis det du føler ikke kun er travlhed, men noget mere alvorligt, hvad kan du gøre for at ændre det?

Er det indenfor dit kontrolområde at ændre på vilkårene, eller skal du have andre med ind over?

Hvis din hverdag er for hektisk, så må du ikke undlade at gøre noget ved det. Konsekvenserne er for alvorlige ved manglende handling.

Stol på dig selv og det du mærker. Hvis ubehaget og symptomerne er for mange og for tunge, så undlad for alt i verden at lade dig overbevise om, at ”sådan har vi det alle sammen”.

Det har vi ikke, og det er ikke meningen, at vi skal gå rundt og have det dårligt.

En voksende bevægelse som modreaktion

Under Covid-19 nedlukningerne opstod der en række bevægelser og modreaktioner på en række vilkår på arbejdspladser verden over. En af har fået betegnelsen Quiet Quitting, der meget kort fortalt handler om, at vi ikke længere identificerer os med vores arbejde, men tillader at livet handler om andet og mere end arbejde.

Bevægelsens filosofi er herudover også en modreaktion på den manglende handling fra politikere og erhvervslivets topfolk i forhold til blandt andet stress.

Hvis du er interesseret i at læse mere om det, har jeg skrevet et par blogindlæg om emnet f.eks. ”Har du et liv eller har du en tilværelse”, som du kan læse her: https://coachingbyschneider.dk/har-du-et-liv-eller-har-du-en-tilvaerelse/