Stop stressen før angsten tager dig

Jeg behøver ikke vente til jeg ligger på dødslejet med at vide, hvad jeg fortryder allermest i mit liv. Jeg fortryder, at jeg ikke stoppede i tide. At jeg ikke lyttede til min krop, min familie og venner, og ikke mindst mine egne råd.

Uddrag fra bogen

På vej ud af søvnen denne søndag morgen ved jeg, den er gal. Helt gal. Jeg kan mærke, at min krop er en krigszone af angstfyldte kropsfornemmelser. Angsten hiver, slider, klemmer, presser på alt, hvad den kommer i nærheden af i mit indre. Det er koldt, og det er varmt. Det er smertefuldt, og jeg er angst. Meget angst. Jeg kan ikke undslippe. Det er ved at kvæle mig. Samtidig har jeg behov for at kaste op i forsøget på at slippe af med noget af alt det, der fylder for meget i min krop, og som holder den som fange.

Min mand, Peter, har i den tid vi har været sammen, ikke oplevet så voldsomt et angstanfald. Han aner ikke, hvad han skal stille op med en kone, der kigger på ham med øjne, der er fulde af rædsel. Øjne der tigger ham om at få det til at holde op. Jeg siger ikke noget. I hvert fald ikke forståelige ord. Det er kun lyde, der kommer ud af mig. Lyde, der er en reaktion på det, der sker inden i mig. Og så gråden. Jeg græder af angst og frygt. Angsten over alt det, der sker, og ubehaget ved, at jeg ikke kan styre min krop. Jeg har prøvet det før, men alligevel kan jeg ikke falde til ro i bevidstheden om, at det bliver bedre.

Peter holder om mig. Taler beroligende til mig. Prøver at nå ind til mig. Ind til det menneske han kender som sin kone.

Ganske langsomt klinger angstanfaldet af. Og så bliver jeg træt. Jeg er helt udmattet ovenpå den meget voldsomme og meget fysiske oplevelse. Jeg falder sammen i sengen igen. Peter holder om mig alt imens han fortsætter med at tale beroligende til mig.

Sådan går der lidt tid, og jeg bliver mere rolig, og døser lidt hen. Bedst som vi tror det hele er overstået, starter det forfra. Og vi må hele turen igennem igen.

Husk at

Hvad siger læserne