29/03/2023

Quiet Quitting, The Great Resignation, Antiwork, The Burnout Epidemic – Hvor bekymrede skal vi være? – Første del

Er der overhovedet grund til bekymring?

Er det ikke kun et problem i andre lande?

De tre spørgsmål går på de fire begreber jeg nævnte i overskriften.

Fire begreber/bevægelser økonomer, politologer og ledere overalt i den vestlige verden taler meget om med stor bekymring i stemmen.

Tryk avler modtryk, og netop dét er, hvad de fire bevægelser er et udtryk for. I min optik, et rigtigt sundt udtryk.

Quiet Quitting, The Great Resignatio og Antiwork er en modreaktion”The Burnout Epidemic”.

En epidemi, der har hærget verden i årevis, i årtier, og som for længst burde have skabt stor bekymring, ikke kun hos de førnævnte faggrupper, men hos alle.

Endnu bedre, epidemien burde have givet anledning til handling og ikke mindst forandring.

Begge dele udeblev, og nu er smertegrænsen nået for rigtig mange mennesker i rigtig mange lande verden over.

Hvad handler det hele om?

Hvorfor kommer det nu?

Det er to meget store spørgsmål, der ikke kan besvares kort, hvis svaret skal være nogenlunde forståeligt og meningsgivende. Det, at jeg har været nødt til at dele blogindlægget i to indlæg, vidner om, at der meget, og vigtig viden om emnet, og der er mange vigtige pointer og refleksioner at forholde sig til, hvis ikke bevægelserne skal blæse arbejdsmarkedet og vores struktur helt omkuld.

Når nye trends, ord, bevægelser og begreber dukker op på den internationale erhvervsscene, sker der ofte det, at vi adopterer begreberne én til én uden, at vi forholder os til, om det er noget, der vedrører danske forhold. Uden at undersøge, hvad det dybest set handler om, og om det overhovedet giver mening at tale om i forhold til den enkelte virksomhed, afdeling, team.

Vi begynder uden kritik eller overvejelser at bruge ordene i en masse sammenhænge – ofte forkerte sammenhænge – og uden at undersøge om det giver mening.

For disse fire bevægelsers vedkommende giver det rigtig god mening at tale om dem. Og det giver rigtig god mening at lære dem at kende.

Det er bevægelser, der har, og vil få stor betydning for virksomheders muligheder for at rekruttere nu og fremover, og ikke mindst, hvad deres ansatte vil finde sig i.

Covid-19: ikke kun en virus, men også en øjenåbner

Som bekendt var verdens reaktion på Covid-19 nærmest total nedlukning. Undtaget var fødevarebutikker, nødberedskab og visse produktioner.

Mens vi alle sammen sad hjemme i vores hastigt oprettede hjemmekontorer, var der flere ting, der blev meget tydeligt for utroligt mange mennesker kloden rundt:

Hvordan formen og rammerne for deres arbejdsliv og tilværelse havde fået lov til at vokse sig til et hæsblæsende monster, der tærede kraftigt på livskvaliteten

De blev bevidste om, hvor meget arbejdet havde fået lov at fylde i deres hverdag, og liv i øvrigt

At det liv de levede, ikke så meget var et liv, men en tilværelse i et hamsterhjul med stress og jag

Hvor meget identitet og karaktertræk, de lagde ind i deres arbejde med mistrivsel til følge

Rigtigt mange fik en række erkendelser af, hvad deres liv bliver brugt til kontra det, de drømmer om, og ønsker sig.

Den øjenåbner fik et hidtil uset enormt antal ansatte verden over til at reagere, og ikke mindst agere på denne indsigt.

Baggrunden og årsagerne til at bevægelserne blev skabt, og det som de står for (handler om), er ikke årsager, der pludselig opstod under Covid-19-nedlukningerne.

Årsagerne har været til stede i årevis, og oprøret har ulmet i lige så lang tid, dog ikke som en udtalt og formuleret utilfredshed.

Det, der var – og er – den helt store forskel, fra før Covid-19 til under og efter er, at vilkårene og rammerne for manges arbejdsdag ændrede sig fundamentalt og dramatisk fra det ene øjeblik til det næste.

Da verden på det nærmeste gik i stå og blev stille, blev der samtidig stille i vores hoveder. Vi kunne lige pludselig høre, hvor meget vores krop og hjerne råbte på ro og fred. Et nødråb mange har valgt at lytte til.

Når en krise rammer, forstørrer den de eksisterende problemer.

Død, sygdom, trængt økonomi og lidelse i almindelighed forstørres og får os til at sætte tingene i perspektiv. Det får os til at stoppe op, reflektere og kigge på det liv, vi lever. Vi bliver lige pludselig bevidste om den skrøbelighed livet kan have. Det får os til at overveje, om vi har et liv, eller om vi kun har en tilværelse.

The Burnout Epidemic – Hangarskibet, der trækker de andre skibe med sig

Om de tre fænomener (Quiet Quitting, The Great Resignation og Antiwork)

havde eksisteret i dag, hvis ikke det havde været for The Burnout Epidemic er svært at sige. Det må forblive et hypotetisk spørgsmål, for de er her.

The Burnout Epidemic ligger som en paraply over de tre fænomener. Eller som jeg skrev i overskriften: Den er hangarskibet, der sejler forrest og trækker de tre andre skibe med sig. Og de tre fænomener er en modreaktion på The Burnout Epidemic. En sund modreaktion.

Udbrændthed og stress har eksisteret som et kæmpe problem i mange år. Rigtigt mange forskere, har råbt op og skrevet en enorm mængde artikler og rapporter baseret på en lige så lang række af forskningsprojekter. 

FN har ligeledes forsøgt at råbe verden op i mange år. Også FN har udarbejdet en stor mængde rapporter, der beskriver hvordan stress, angst og depression påvirker den mentale og fysiske tilstand hos verdens borgere.

Herudover har rapporterne i tørre tal beskrevet, hvor meget lidelserne koster virksomheder og samfund hvert år over hele verden.

Det samme har forskellige eksperter som psykologer, psykiatere, terapeuter og   stresscoaches

Tillidsrepræsentanter, fagforeninger og interesseorganisationer har ligeledes forsøgt at sætte problemet på dagsordenen som et punkt, der var, og er ekstremt vigtigt at handle på.

Endelig har ansatte, de syge og de pårørende forsøgt at ændre på tingene gennem de ovennævnte organisationer og personer.

Ingen af alle de mange opråb fra alle vinkler samt veldokumenterede argumenter har formået at trænge igennem til beslutningstagere på alle niveauer i verden, få dem til at indse alvoren og ikke mindst HANDLE på det.

Som jeg skrev i brødteksten, så avler tryk modtryk. Trykket er blevet for stort, ansatte verden over er trætte af, at vente på, at beslutningstager på alle niveauer gør noget seriøst ved problemet, så nu kommer modtrykket.

Hvad handler The Burnout Epidemic om? Og hvor stort er problemet? 

Spørgsmålet kan besvares kort:

The Bournout Epidemic er en meget alvorlig pandemi, der omfatter belastningslidelser som:

  • Udbrændthed
  • Stress
  • Angst
  • Depression

Og det er et KÆMPE problem.

Det var som lovet kort, men lidt uddybning skader ingen.

Som sagt er listen over personer og organisationer, der i årevis har kunne påvise, ikke kun tilstedeværelsen af problemet, men også hvor voldsomt problemet stiger, og fortsætter med at stiger, meget lang.

Angst – som er et symptom på stress, har overtaget førstepladsen af lidelser, som flest mennesker verden over lider af.

Forskere har gang på gang påvist hvor stor risikoen er for følgelidelser, når et menneske rammes af en belastningslidelse.

De har påvist hvor dyrt det er, hvad det koster ikke kun i økonomi, men også i tabte liv, tabt arbejdskraft, tabt livskvalitet osv.

Hvad har reaktionen været?

Det har ikke skortet på båltaler fra beslutningstagere på alle niveauer både i erhvervslivet og blandt politikere.

På hensigtserklæringer

På politikere, der har kvædet en halvkvalt vise om, at vi da også skal gøre noget ved det, men det må ikke koste arbejdspladser, faktisk må det helst ikke koste noget, og endelig så skal der ikke laves om på for meget af det, vi kender i dag.

Så selvom det påviseligt er vanvittigt dyrt ikke at gøre noget, så er beslutningstagere ikke villige til at træffe afgørende beslutninger. Det er jo ikke politikerne, der skal undvære medarbejdere i tusindvis pga. belastningslidelser. Samtidig kan virksomheder ikke se belastningslidelserne på bundlinjen, og dermed kan de ignoreres. Udgifterne smøres bredt ud over mange instanser, og der er mange kasser, der skal være med til at betale, så det er muligt at lukke øjnene for problemet.

Hvad er der helt konkret blevet gjort ved det?

Måden det er blevet håndteret på indtil nu, er ved at parkere problemet i det enkelte individ. Hvilket er helt urimeligt. Dels fordi stress opstår i fællesskabet, dels fordi man med den handling lægger ansvaret på de skuldre, der i forvejen er tynget alt for meget.

Som oftest bliver problemet løst ved at:

Sige til den enkelte: ”det er måden, du oplever tingene på, der stresser dig – ikke virkeligheden – så det er den enkelte, der er noget galt med

Stressede får at vide, at det er fordi, de har den personlighed, de har – udover at det er noget vrøvl og gennemført vås, så fortæller vi endnu engang, at det er den enkelte, der er noget galt med. At fællesskabet ikke har et ansvar.

Medarbejdere bliver som en løsning sendt på robusthedskursus

Og når de kommer tilbage, så praktiserer vi positiv psykologi i teamet og hele virksomheden.

Intet af det er hjælpsomt eller vejen til løsning. Og det er slet ikke vejen til brugbar forandring.

Det er, som om tanken har været, at så længe vi kan parkere det i det enkelte individ, pålægge hele ansvaret hos dem, og at problemet ikke for alvor har indflydelse på driften, væksten og virksomhedens overlevelse, er der ingen grund til at ændre på noget. Ansatte kan jo erstattes.

Og videre: at så længe vi kan presse vores ansatte ud over ansættelseskontrakt og rimelighed, så gør vi ikke noget anderledes.

Her er der nok mange, der vil gispe højt og sige, at ”sådan tænker de i hvert fald ikke om deres ansatte”.

Jeg bliver desværre nødt til at svare: Hvis det er rigtigt og udsagnet skal tages alvorligt, så mangler jeg i den grad handling. Og det er ikke kun mig, der mangler handling.

Det ser vi nu, hvor en række fænomener dukker op.

Svaret på den meget henslæbende og manglende løsningsorienterede adfærd kommer nu som de tre fænomener Quiet Quitting, The Great Resignation og Antiwork.

Da Covid-19 blæste ind over kloden, reagerede regeringer og sundhedsmyndigheder verden over i DEN grad hurtigt og brugte en svimlende sum penge på at få virussen under kontrol.

Det betyder, at politikere og andre beslutningstager faktisk kan reagere hurtigt på en trussel.

Det provokerer mig, at The Burnout Epidemic – der som sagt har stået på i årtier, og hvert år koster langt mere end Covid-19 gør, og gjorde. Og jeg mangler stadig at se bare en snert af samme handlekraft.

Nu kan jeg næsten høre et kor af stemmer, der ikke kan se sammenligningen, for folk døde jo af Covid-19.

Det er rigtigt.

Hvis det er kriteriet for at politikere handler hurtigt, så må jeg endnu engang stille mig helt uforstående overfor den manglende handling.

Rigtigt, rigtigt mange dør hvert år verden over af stress, angst og depression.

Alle sammen personer fra den aktive arbejdsstyrke.

Dem, der ikke dør får en flåde af følgeskader. Mange må træde ud af arbejdsstyrken, ikke kun for en tid, men for resten af livet.

Dem, der fortsat er en del af arbejdsstyrken, må enten skifte job, eller branche, og ingen af dem kan arbejde på samme vilkår, som de gjorde tidligere.

The Burnout Epidemic ligger som en tung dyne over Danmark, og her har den ligget i mange år.

Det er altså ikke kun noget ”der sker i udlandet”. Der burde altså være gang i en masse tiltag og grundlæggende forandringer samt anderledes måder at tænke arbejdsmarkedet på.

Hvor bliver handlekraften af?

Modsvaret på politikeres og erhvervslivets manglende vilje til at gøre noget effektfuldt, kommer nu som tre store bevægelser.

The Great Resignation – hvad er det? Og hvorfor nu?

Helt kort, så er The Great Resignation betegnelsen for at rigtigt mange mennesker verden over har valgt at forlade arbejdsmarkedet.

Der er flere årsager til, at de mange mennesker har truffet den relativt voldsomme beslutning.

Det, der er de grundlæggende elementer for bevægelsen, er ikke nye. De har ulmet i mange år, også før Covid-19, og særligt i lande som Frankrig, USA, England, Spanien og Italien.

Det, der skete under Covid-19 var, at det blev både synligt og meget tydeligt, hvad det var for kritiske forhold og faktorer, mange levede og arbejdede under, og fortsat gør.

Millioner og atter millioner af ansatte verden over knokler helt vanvittigt, ikke kun med et job, men med to jobs, og mange også med tre jobs. Det er nødvendigt for dem, for at kunne tjene til dagen og vejen.

Vi har vænnet os til at hele befolkninger i Afrika, Asien og dele af Østeuropa lever under fattigdomsgrænsen, og det i en grad, at vi nærmest er blevet immune overfor beretninger om de dårlige forhold, mange lever under. Det er blevet hverdag, og desuden så voldsomt, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre for at ændre på det.

Men det at leve under fattigdomsgrænsen er ikke kun forbeholdt de områder jeg nævne ovenfor. Det gør meget, meget store dele af borgere i den vestlige verden også. Lande vi ynder at sammenligne os med. Danmark kan i den sammenhæng eller ikke sige sig fri. 

En af de helt store problemstillinger, der er årsag til bevægelsen er, at de ansatte slås med en minimumsløn, der er så lav, at lønnen fra et job ikke er tilstrækkelig til at betale de mest nødvendige regninger.

I både England og USA kan lønnen fra ét job ikke betale for pasningen af deres børn, og da der fortsat er et meget stort løngab mellem det kvinder og mænd tjener, så er det som regel kvinderne, der forlader arbejdsmarkedet, fordi de så sparer den store omkostning det er, at få passet deres børn.

Det paradoksale er, at de ikke har råd til at gå på arbejde, så det holder de op med.

Lønfaktoren er ikke så kritisk, hvad angår det danske arbejdsmarked, Vi har på mange områder et bedre reguleret arbejdsmarked, hvor minimumslønnen er højere, og hvor der er fastsat en række regler og instanser, der beskytter og tager hånd om ansatte.

Én krise forstærker og synliggør en anden krise

Som jeg skrev ovenfor, så forstørrer en krise eksisterende problemer.

Alle de mange millioner, der blev sendt hjem, og skulle løse deres arbejdsopgaver derfra opdagede:

  • at de fik frigivet en masse tid, som gjorde deres liv langt lettere. Det var den tid, de normalt skulle bruge på transport og logistik med at aflevere og hente børn.
  • Mange kunne både arbejde og passe deres børn, hvormed de sparede penge. Her skal det dog retfærdigvis tilføjes, at lige så mange opdagede, hvor vanskeligt det var at få arbejde fra hånden, mens børn tumlede rundt om benene på dem. Det var ikke uden torne for alle.
  • Langt, langt de fleste fik lavet meget mere arbejde, end når de sad på deres kontor, som med overvejende sandsynlighed er et storrumskontor.
  • De oplevede, at stressen faldt markant i deres liv, både fordi de ikke skulle bruge lang tid på transport til og fra arbejde hver dag, og fordi arbejdet flød på en måde, så en del oplevede at de ”var med”. At de kunne følge med mængden af arbejdsopgaver.
  • Og selvom de sad på deres hurtigt opfundne hjemmekontorer, så oplevede de, at rammerne og vilkårene for deres arbejde blev markant forbedret.
  • Alle de mange millioner, der til dagligt er tvunget til at sidde i storrumskontorer, oplevede at de fik den nødvendige ro, der skal til, for at de kan koncentrere sig om deres arbejde. Og det gjorde sig gældende for både introverte og ekstroverte.

Forskningsforsøg har gang på gang på gang på… bevist, at storrumskontorer kun er en god ide, når man er arkitekt eller leder med eget kontor. Det vil jeg skrive meget mere om i et andet blogindlæg inden længe.

Samtidig med at mange oplevede en forbedring i deres hverdag, stod det lige pludselig lysende klart for ansatte i sundhedsvæsener verden over, at de forhold de arbejder under er – i bedst fald – helt urimelig, i værste fald dybt forkastelige.

Alle disse erkendelser + lave minimumslønninger og ringe lønvilkår i øvrigt + et stort løngab mellem køn medførte at millioner ikke kun sagde deres job op, for at fortsætte i en anden ansættelse, men simpelthen ikke længere var – og er en del af arbejdsstyrken.

Men det stopper ikke her. Der er nemlig en del flere årsager til, at ansatte bliver en del af The Great Resignation.

Fire årsager til opsigelsesbølgen

Forskere har analyseret fænomenet, og har defineret fire årsager til den massive opsigelsesbølge. Faktisk er der flere årsager, men de har samlet dem i fire grupper/årsager.

Årsag nr. 1:

Stress og udbrændthed, arbejdsforhold og giftig virksomhedskultur

Med andre ord, det som The Burnout Epidemic handler om.

Når ansatte siger op uden at have et andet job på hånden er det blandt andet fordi de er trætte af at været ”noget” og ikke ”nogen”. I al den stress, jagten på vækst, penge og øget pres på mængden af arbejde der skal løses, har medført at mange føler sig tingsliggjort. At de er noget virksomheder kan skalte og valte med efter forgodtbefindende i en større sag, der hedder profit.

Mange har trukket en streg i sandet og vil ikke længere finde sig i, at der ikke for alvor bliver handlet på tilstedeværelsen af stress og udbrændthed. At der ikke bliver gjort noget grundlæggende ved problemet.

De har også fået nok af at arbejdsglæde og trivsel ikke er til stede, og at der ikke bliver gjort noget for at skabe det.

De har fået nok af dårlig ledelse.

Og de har fået nok af, at der ikke er de nødvendige ordentlige rammer omkring deres arbejde, så de er i stand til at udføre deres arbejdsopgaver.

De har fået nok af, at arbejdet får lov at vokse og vokse i omfang. De sætter en stopper for de forventninger ledere har til, hvor meget de ansatte skal yde. Forventninger til hvor fleksible de ansatte skal være – til virksomhedens fordel vel at mærke, og som langt overstiger det, de ansatte har skrevet under på ved ansættelsen, men som bare er steget og steget og steget, og nu forventes at være noget de ansatte ”bare” gør.

Årsag nr. 2:

Corona-vækkelsen: jagten på mening

I psykologien findes begrebet ”Terror Management”. Uden at nævne ordet direkte, har jeg indirekte være inde på det.

Det handler om, at når mennesker er tæt på liv og død, så skaber det mange tanker om traumer, sygdom og krise – altså eksistentielle overvejelser.

Det gik op for rigtigt mange – også i Danmark – at de før Covid-19 arbejdede både 45, 50 måske flere timer om ugen, og de brød sig i virkeligheden slet ikke om det de lavede.

Og ikke nok med at de ikke brød sig om det, de kunne ikke se nogen mening i det. De to faktorer fik ligeledes en masse til at sige deres job op.

De ønsker at arbejde med det de er gode til, det de er uddannet til. I stedet for at være en ting, ønsker de at de kan ”shine”, og ikke mindst, så ønsker de at bidrage med noget værdifuldt og meningsfyldt til fællesskabet. Disse faktorer oplever de, der siger op, ikke er til stede i det job, de forlader.

Fra forskningen i stress og motivation, så ved vi, at mening er en kæmpe faktor for motivation.

Samtidig er manglende mening en stor faktor for det, der giver stress.

Årsag nr. 3:

Antiwork: vi lever ikke for at arbejde

Dette emne har jeg givet sin egen overskrift, og vil beskrive det mere indgående i anden del.

Årsag nr. 4:

Ophobning og smitsomhed

Ophobning skal i denne sammenhæng forstås som en ophobning af opsigelser.

Arbejdsmarkedet er stort set altid i bevægelse. Der er altid nogen, der vil prøve noget andet, udvikle sig, flygter fra en giftig arbejdskultur osv. Men da Covid-19 først ramte, frøs økonomien til is.

Ingen – eller næsten ingen turde forlade deres job, hvilket er helt normalt, for det gør man sjældent i den slags kriser.

Ansatte ventede derfor indtil der var godt styr på pandemien og økonomien blev mere normal.

Det blev den i 2021, hvor vi også oplevede et kæmpe opsving. Lige på en gang begyndte den ophobede og udskudte mængde af opsigelser at bevæge sig og blive til virkelighed. De blev effektueret.

Samtidig gav opsvinget flere jobs at vælge imellem. Der var masser af jobmuligheder. Det var arbejdstagers marked.

Endelig smitter vi hinanden. Ikke kun med Covid-19, men også med humør og adfærd.

Når vi ser andre sige op, flere end der normalt forlader arbejdspladsen, så bliver det lettere for den enkelte at tage beslutningen og følge samme vej. Det bliver i højere grad mere acceptabelt og socialt anerkendt.

Er det lige så stort i Danmark som i udlandet?

Nej, det er det ikke, og det hænger i nogen udstrækning sammen med, at vi i Danmark grundlæggende har nogle bedre og mere velregulerede lønforhold for vores arbejdsmarked.

Men det er, som beskrevet, ikke den eneste årsag til, at ansatte vælger at blive en ”Great Resignator”.

Der er derfor ingen grund til at hvile på laurbærrene.

Der er allerede flere, der har tilsluttet sig bevægelsen, og et kig i krystalkuglen vil forudse, at der kommer mange flere til. Særligt fordi de unge generationer ikke finder sig i det samme som deres forældre har gjort.

Danskere har også fået nok af:

  • Manglende arbejdsglæde
  • Manglende trivsel
  • Manglende motivation
  • Dårlig ledelse
  • Stress
  • Udbrændthed
  • Angst
  • Depression
  • Et arbejde, der bare vokser og vokser, og fylder alt for meget
  • Osv.

Der er derfor al muligt grund til at tage det alvorligt og handle på det.

Hvad anden del handler om

I del to vi jeg komme omkring bevægelserne Quiet Quitting og Antiwork. Læs det her


Tags

Antiwork, arbejdsglæde, arbejdsliv, Quiet Quitting, Stress, The Burnout Epidemic, The Great Resignation


Læs mere...