29/03/2023

Quiet Quitting, The Great Resignation, Antiwork, The Burnout Epidemic – Hvor bekymrede skal vi være? – Anden del

Velkommen til del to, der handler om de fire store bevægelser, der både tales og skrives en del om, og som får mange økonomer, politologer og erhvervsledere verden over til at ryste på hånden. 

Og ikke uden grund.

I del et skrev jeg om The Burnout Epidemic og The Great Resignation.

I del to vil jeg redegøre for Quiet Quitting og Antiwork bevægelserne.

Quiet Quitting – slet ikke så negativt som sit rygte

Det paradoksale ved Quiet Quitting er, at tanken og filosofien, der ligger bag, slet ikke er så negativ, som det er blevet gjort til efterfølgende. Derimod er det en sund, langt mere rimelig og afbalanceret tilgang til sit arbejde og arbejdsplads, end det der hidtil har været, og fortsat er, praksis.

Under Covid-19 nedlukningerne spredte der sig med rivende hast en række videoer på forskellige sociale medier. Videoerne handlede om de øjenåbnende erkendelser mange fik omkring deres arbejde, og liv i øvrigt.

Begrebet/bevægelsen fik navnet ”Quiet Quitting”. En (stort set) direkte oversættelse vil være, at man i stilhed og uden et ord stopper med at gøre noget, man hidtil har gjort.

”Quitting”-delen i ordet tolkes oftest i den retning, at dem der Quiet Quitter siger sit job op. Det er dog langt mere nuanceret end det.

Filosofien bag er, at man tager sit job tilbage til kernen af det, man er ansat til. Når man Quiet Quitter ifølge filosofien så:

  • Quitter man ideen om, at vores arbejde skal fylde det meste af vores liv
  • Man quitter ideen om, at arbejdet skal være lig med identiten.
  • Man quitter ideen om, at man skal arbejde en vis legemsdel ud af bukserne for sit job
  • Og man quitter ideen om, at man skal stå til konstant rådighed for arbejdspladsen, stort set hele døgnet, og alle ugens dage.

Forskningsstudier har påvist, at rammerne for vores arbejde har det med at vokse i størrelse, omfang samt hvor timekrævende, det er, over tid. Det bremser man også op for når man Quiet Quitter. Der bliver sat en grænse for, hvor mange timer, man vil arbejde ud over dem, man har forpligtiget sig til i sin ansættelseskontrakt.

Og man Quiet Quitter, når man sætter en grænse for, hvor mange opgaver, man vil påtage sig, mens man arbejder inden for de aftalte timer. Altså en grænse for, hvor store byrder man vil acceptere, og som man vil blive presset alvorligt mentalt af – og i værste fald sende ansatte ind i The Burnout Epidemic. Man kigger på, hvad man kontraktligt har forpligtiget sig til, og handler derefter.

Det handler om at tage kontrollen for sit liv, og sin tilværelse tilbage. Og det handler om at være ansvarlig for sine drømme, ønsker og behov.

 Det der sker når ansatte verden over Qujet Quietter er, at de ikke længere vil acceptere urimelige rammer, pres, stress, fysisk og psykisk ubehag osv. Altså et modtryk til de mange års burnout epidemic uden handling.

Hvorfor skal det være quiet?

Jeg blev for nylig stillet spørgsmålet: ”hvori består det ”quiet?”

Et godt spørgsmål. Jeg har dog ikke et super godt og skarpt svar. For hvor det er ret klart, hvad det er man quietter, i hvert fald i forhold til filosofien bag, så er det knap så tydeligt, hvori det quiet/stille består.

Jo mere jeg læser om alt det, jeg skriver om her, jo mere jeg hører, så er mit bud på et svar på spørgsmålet, at den enkelte ansatte tager ansvar for eget arbejde og arbejdsliv uden at gøre noget større nummer ud af det.

De trækker grænser. Det vil sige, de arbejder den tid, de er ansat til. De løser de opgaver, der er bundet op på deres stilling i virksomheden, og de deltager aktivt i de møder og opgaver, der må komme, så længe det er indenfor arbejdstid.

Men de lader sig ikke overtale til at arbejde ud over arbejdstid som standard. De påtager sig heller ikke meget store opgaver uden der som minimum tages tilsvarende fra deres nuværende arbejdsbyrde.

Arbejdsgiver får som udgangspunkt, hvad virksomheden betaler for. Hverken mere, men lige så vigtigt: heller ikke mindre.

I den forbindelse er det utroligt vigtigt at understrege, at alt dette IKKE betyder, at man som ansat har quittet:

Fleksibilitet – det vil sige viljen til at arbejde mere på en opgave eller projekt i en periode, men det skal være en afgrænset periode.

De har heller ikke quittet engagementet, motivationen, kreativiteten, lysten til at komme på arbejde osv. nærmest tværtimod. Alle de elementer har de fortsat brug for i deres arbejde. Det er vigtige elementer, der modvirker stress.

Hvordan er det så med Quiet Quitting i Danmark i forhold til udlandet?

I forhold til, hvor mange der fik en øjenåbner omkring deres liv og arbejde under nedlukninger, og hvor mange der opdagede, at de ikke levede et synderligt mentalt sundt liv, så skulle man tro, at bevægelsen havde bidt sig fast i Danmark.

Desværre ser det ud til at langt de fleste er tilbage i samme rille og hjul, som de levede i før Covid-19.

MEN, og det er et stort men, så gælder det for den del af arbejdsstyrken der er ældre end (ca.) 30.

Vi er så benhårdt opdraget med at arbejde er det evige saliggørende. At vi skal knokle længe og hårdt for at… ja, hvad? Men det er det vi gør. Og selvom vi har set og oplevet under nedlukningerne, at der er en anden langt mere sund måde at skrue arbejde og privatliv sammen på, så er det ikke den kurs vi har ført videre. Vi har tilsyneladende ikke lært noget, har allerede glemt alt det gode, ledere vil have deres ansatte tilbage til arbejdspladsen, og vi fortsætter med at arbejde henimod at blive en del af The Burnout Epidemic.

Det er anderledes med de unge, der er på arbejdsmarkedet nu, og alle dem, der er på vej. De har en helt anden tilgang til arbejde.

De vil ikke være en del af The Burnout Epidemic. De har set hvordan det er gået deres forældre- og bedsteforældregeneration, og det vil de ikke være en del af.

Med andre ord, de kommer ikke til at quitte, for de vil ikke begynde på alt det, som andre i dag quitter.

I udlandet, stærkt ført an af Frankrig godt efterfulgt af USA, Tyskland, England, Spanien og Italien har – særligt de unge – en lidt mere hård version af Quiet Quitting. De vil sådan set godt arbejde, men rigtigt mange har ingen ambitioner eller intentioner om at knokle, knokle, knokle for at kravle op ad karrierestigen. Derudover er et meget stort antal af den opfattelse, at deres hårde arbejde ikke fører til andet end, ja – hårdt arbejde. De hverken føler eller beviseligt belønnes for deres arbejde. Det gør derimod nogle ganske få i toppen, der i forvejen er godt belønnet.

Den iagttagelse har også medført, at mange ikke påtager sig ekstra opgaver, eller vil stå i spidsen for projekter, eller andre opgaver, der vil kunne komme virksomheden til gavn.

 De har i højere grad fokus på miljø, klima, bæredygtighed, og så er det et oprør mod den grådighed og jagt på profit rigtig mange virksomheder lægger for dagen. Hvor det kun handler om at vækste og lægge yderligere nogle mia. til overskuddet. Alt dette spreder sig hastigt, og det er noget også danske virksomheder i høj grad bliver nødt til at forholde sig til, hvis de fortsat vil rekruttere unge mennesker.

Quiet Quitting vs Disengagement

Der skete det med Quiet Quitting, som der sker med så mange begreber og ord: rigtig mange har en tendens til at læse noget halvt eller kun i overskrifter, hvorefter de løber ad sted med en halv sandhed, undersøger ikke hvad det handler om, drager sine egne konklusioner og videreformidler dem som sandheder osv.

Nogle har læst/hørt begrebet Quiet Quitting og straks taget den negative hat på, hvorefter de har draget den konklusion, at det selvfølgelig handler om at ansatte vil virksomheden det ondt. At de i stilhed vil gå rundt og skabe dårlig stemning i stedet for bare at holde mund, og så ellers komme i gang med at arbejde knoglerne ud af skelettet for sin arbejdsplads.

Som allerede beskrevet er det ikke hvad filosofien bag Quiet Quitting handler om.

Det gør til gengæld det, der i arbejdspsykologien hedder ”Disengagement”.

Når du ”disengager”, så handler det om at være doven, prøve at stikke ad sted med at lave så lidt som muligt, ikke komme med nogle gode ideer eller være kreativ, flyve under radaren, så chefen ikke opdager, hvor lidt man egentlig arbejder.

Ved disengagement er der tale om, at man i stilhed gør alt for ikke at lave noget. Det vil sige, alt det som Quiet Quitting får skyld for at være.

Ved disengagement vover jeg også den påstand, at det er temmelig sikkert, at når lederen bliver opmærksom på, hvad der er på færde, vil dagene som ansat i den pågældende virksomhed med overvejende sandsynlighed være talte.

Antiwork

Er det ikke bare et andet begreb, der siger det samme som The Great Resignation?

Er det ikke bare med til at forplumre og forvirre forståelsen af, hvad der sker på arbejdsmarkeder rundt om i verden?

Umiddelbart jo til begge spørgsmål, og så alligevel ikke. Begge bevægelser baserer sig på de samme 4 årsager, som jeg beskrev i del et med den forskel, at i Antiwork bevægelsen går de skridtet videre, hvad angår ”årsag 2”, der handler om mening, og om de bryder sig om deres arbejde.

Mange oplever, at de knokler og knokler uden at løn eller anerkendelse står mål med det arbejde, de udfører. Tværtimod fortæller mange i Antiwork-fællesskaber, at deres tidligere ledere kun pressede dem yderligere, hvilket gjorde – og gør dem ulykkelige.

Det er også en del af Antiwork oprøret, at mange oplever at de knokler sig bevidstløse, men at det ikke giver dem mulighed for at komme højere op på karrierestigen. Tværtimod siger mange, at de kan se, at dem der i forvejen er højt oppe bare tjener flere penge og får en masse udnævnelser. Skellet mellem de mange, der ikke tjener særlig meget, og dem der tjener meget bliver kun stadigt større, og det siger de fra over for. De siger fra overfor, at de ikke kan se meningen med at arbejde flittigt, når det ikke kan ændre på deres stilling i virksomheden.

De, der har sagt op oplevede, at de i lang tid havde haft et arbejde, de ikke kunne se skabte reel værdi. At der var en høj grad af meningsløshed forbundet med deres opgaver. Og vi ved, at mening er en meget stor og meget vigtig faktor, hvis vi skal være motiverede for vores arbejde.

Så den manglende mening og værdi afstedkom, at de sagde deres job op.

Endelig er det en udbredt holdning blandt de mange Antiwork-netværk der findes, at de siger fra overfor den store grådighed, de synes virksomheder og verden styres af. De siger fra overfor, at de er blevet brikker for virksomheders grådighed og meningsløse jagt på vækst og flere mia. i overskud. At de er blevet ”noget” og ikke ”nogen”.

 Antiwork bevægelsen har parolen: ”livet skal ikke leves sådan her”. De har tabt mening og værdi i deres arbejde, og det er så vigtigt for dem, at de beslutter for en stund at trække sig helt fra arbejdsmarkedet for at finde ud af, hvad der kan give dem begge dele, og dermed give dem lysten tilbage til at arbejde. Det er nemlig vigtig i forståelsen af Antiwork bevægelsen, at langt, langt de fleste ikke for altid har vendt arbejdsmarkedet ryggen. De vil gerne arbejde, men under markant ændrede vilkår.

Danmark vs. udlandet

I Danmark er det endnu ikke stå stort et problem, at der er grund til at vække vores alarmcenter i hjernen og råbe på farer. Det er dog ikke det samme som at sige, at det ikke er her, for det er det.

Du har måske læst om firmaet ”Human by Nature” der har lavet en lille undersøgelse på LinkedIn, hvor de fik 101 besvarelser fra personer, der havde sagt deres job op uden at have et andet, eller for den sags skyld havde et ønske om at få et andet lige med det samme.

Jeg skrev tidligere om hvordan de danske unge ikke har lyst til at betræde de samme stressede fodspor, som deres forældre- og bedsteforældregeneration. På det sociale medie Reddit kan man finde samtaletråde med flere tusinde unge, der er enige om, at mangler jobbet mening, værdi, eller stilles der for urimelige krav, så takker de nej til jobbet. Det er ikke det samme som, at de forlader arbejdsmarkedet, men de har et helt andet fokus end stort set alle der er på arbejdsmarkedet i dag. Og da den demografiske udvikling går mod en stadig mindre arbejdsstyrke, så er det i den grad værd at lytte til det, der bliver sagt i dag. Også i Danmark.

I Frankrig fravælger et enormt stort antal unge, at tage en universitetsuddannelse. Mange mener, at det alligevel kun vejen ud i arbejdsløshed. Bedre uddannet, men stadig arbejdsløse. Her er det allerede et kæmpe problem for arbejdsmarkedet.

Som jeg nævnte før, så gør de franske unge også med op med den førnævnte grådighed og jagt på vækst og profit. De har langt mere fokus på bæredygtighed, klima og miljø.

Og det er en holdning, der er i kraftig vækst blandt unge verden over. Her går Danmark heller ikke fri. Igen noget, som virksomheder ikke kan slippe for at forholde sig til, hvis de ønsker at rekruttere nye medarbejdere.

USA oplever også et oprør blandt landets unge. Oprøret her er ikke helt så bredt i temaer, som oprøret og opgøret i Frankrig. I USA handler det meget om et oprør mod det de kalder ”skodjobs”. Hvis jeg tolker udtrykket korrekt, så er der et opgør mod jobs uden mening og værdi som er skabt udelukkende for at sætte folk i arbejde, og som samtidig ikke giver en ordentlig løn.

Herudover er det et oprør, der handler om, at de unge mener, de har et dårligere liv og ringere vilkår, end deres forældre havde, og har.

Arbejdsmarkeder må og skal forandre sig – en sammenfatning

De bevægelser og fænomener jeg har beskrevet i dette og det forrige blogindlæg er alle et kæmpe opgør med og oprør mod:

  • det nuværende arbejdsmarked
  • måden vi arbejder på
  • løn og arbejdsvilkår
  • en hæsblæsende vej mod en tilværelse, der i bedste fald er tålelig, i værste fald sender mennesker ind i belastningslidelser

Det er en modreaktion på alt det The Burnout Epidemic og The Great Resignation står for.

Det er et oprør mod al stressen og udbrændtheden.

Et oprør mod al hastværket.

Det er et opgør mod grådighed og jagt på profit, og hvad de unge anser for manglende ansvarlighed i forhold til klima, miljø og bæredygtighed.

Det er en ansvarlig, sund og bæredygtigt adfærd, hvor en masse mennesker tager ansvar for deres liv fremfor at vente på, at andre tager initiativ til at træffe beslutninger i den retning.

Og endelig er det et opgør mod alle de meningsløse, værdiløse jobs, der ikke fører nogen vegne. Alle de jobs og arbejdsopgaver der er skrevet flere bøger om, fx:

  • Pseudoarbejde – Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen
  • Tilbage til arbejdet af Dennis Nørmark
  • Afdelingen for sund fornuft – Bliv fri for bureaukratisk forstoppelse og corporate bullshit af Martin Lindstrom
  • Varmluftstrategi for begyndere af Per Helge Sørensen

Blot for at nævne et par stykker, der i den grad er værd at læse, hvis man har behov for inspiration til, hvor man som leder eller virksomhed skal starte når der skal luses ud i opgaver og regler uden værdi.

Bevægelserne er i gang verden over, og de kan ikke stoppes. De skal ikke stoppes, for de er en utrolig sund modreaktion på mange års usundt arbejdsmarked.

Det værste politikere og erhvervsliv kan gøre er at fornægte tilstedeværelsen af bevægelserne og prøve at stoppe dem.

Det bedste alle kan gøre er at erkende og lytte til det bevægelserne er et udtryk for, og agere proaktivt på dem.

Erkende, at ansatte verden over, også danske ansatte, er trætte af dårligt arbejdsmiljø, manglende trivsel, dårlig ledelse, stress, dårlige rammevilkår for udførsel af arbejdsopgaver, og så gøre noget ved det.

Find første del her


Tags

Antiwork, arbejdsglæde, arbejdsliv, Quiet Quitting, Stress, The Burnout Epidemic, The Great Resignation


Læs mere...