25/11/2022

Quiet Quitting er ikke et ønske om at få en opsigelse

Der kan fremhæves mange negative ting omkring Corona pandemien. Mange led og betalte en stor pris både helbredsmæssigt og økonomisk. En del betalte den ultimative pris. 

Men – og der er et stort ”men” – selvsamme pandemi affødte også en lang række af positive indsigter, følger og opfindelser.

En af de positive følger var – og er – at rigtigt mange fik øjnene op for det liv, de havde levet hidtil. Både når de var på arbejde, og når de var hjemme. De blev opmærksomme på, at der er en anden måde at leve på, som passede dem langt bedre end det mønster, de havde haft hidtil. Endnu vigtigere er det, at rigtigt mange af dem har handlet på den nye indsigt. Af uransagelige årsager har den adfærd fået betegnelsen ”Quiet Quitting”, og på trods af ordlyden er det altså ikke et ønske om at få en opsigelse.

Hvad handler Quiet Quitting egentlig om?

Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet om danskernes arbejdsDNA, og hvor stærkt og muskuløst det er. (Læs her: ”Danskerne pjækker – siger Dansk Erhverv").

Vi er et arbejdsomt folkefærd, hvilket stress-, angst- og depressionsstatistikken da også tydeligt understreger.

Men når der opstår en krise, noget voldsomt der rammer mange, som f.eks. nedlukningerne under Covid-19, så begynder vi at reflektere over det liv, vi lever. Vi spørger os selv, om vi lever det liv, vi ønsker os. Og hvis ikke det er tilfældet, hvad er det så, vi ønsker os?

Vi var rigtigt mange, der fik mulighed for/tvunget til at arbejde på en anden måde under nedlukningerne. En måde, der for rigtigt mange gav os mere frihed, uden vi gav køb på at yde det, der forventedes af os fra arbejdspladsens side. Tværtimod viste det sig, at et meget stort antal af dem, der arbejdede hjemme, fik langt mere fra hånden – produceret mere – end når de sad ved deres skrivebord på arbejdspladsen.

Den refleksion og indsigt der blev resultatet af den i øvrigt tragiske omstændighed, medførte en bevægelse, der skabte et begreb, som fik betegnelsen Quiet Quitting (herefter QQ).

Det er et amerikansk begreb, og på trods af begrebets betydning, så handler det ikke om, at man egentlig ønsker at forlade sit job, hvilket man så gør ved, at man i det stille går rundt og gør – eller ikke gør – ting, som til sidst får ens chef til at udskrive en opsigelse.

Det man ”quitter” er ideen om, at man skal arbejde en vis legemsdel ud af bukserne for sit job. At man skal arbejde hele dagen, hver dag for at opfylde sine professionelle mål, og at arbejdet er dit liv. Det er et mentalt skifte, hvor dit arbejde ikke skal være lig med din identitet.

Netop denne tilgang og indstilling til sit arbejde har medført, og medfører stadig at rigtigt mange brænder ud.

Fra marts 2021 til februar 2022 skiftede en million dansker job. Det er 1/3 af den danske arbejdsstyrke. Der kan jo i sagens natur være mange grunde til, at vi skifter job, så tallet er ikke et entydigt udtryk for QQ. Vi har f.eks. i perioden haft mangel på arbejdskraft, og økonomien var god, og dermed har det været lettere og mindre risikofyldt at skifte til noget andet.

Ikke desto mindre ser det dog ud til, at millioner af mennesker verden over har været, og er trætte af den måde, de har levet på hidtil i forhold til deres job, og de er trætte af at brænde ud.

Får virksomhederne så ikke det, de udbetaler løn for?

Der er ingen grund til, at virksomhedsledelser nu holder krisemøder (læs panikmøder) ved udsigten til, at deres medarbejdere nu har besluttet sig for, at ”Quiet Quitte”

Det er nemlig ikke sådan, at virksomhedslederne nu ikke kan forvente at få det, de betaler for. Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

QQ adskiller sig fra tidligere observerede begreber indenfor arbejdspsykologien (som f.eks. disengagement) ved, at den netop ikke handler om at være doven eller lave mindre på sit arbejde. QQ handler derimod om kun at lave det, man skal, og er ansat til, og i øvrigt tage grænserne tilbage til kernen af arbejdet.

Forskningsstudier har påvist, at rammerne for vores arbejde har det med at vokse i størrelse, omfang og hvor timekrævende, det er, over tid.

Med andre ord, Quiet Quitter du, så er det et udtryk for, at du ikke længere har lyst til at arbejde mange timer ud over dem, du har forpligtet dig til i din ansættelseskontrakt. Ikke sådan at forstå, at du ikke længere har fleksibiliteten til at yde en ekstra indsats, hvis det er nødvendigt.

Du Quiet Quitter også, når du sætter en grænse for, hvor mange opgaver du vil påtage dig på samme tid, eller som ligger ud over det, du kontraktligt har forpligtiget dig til.

Kort sagt, du Quiet Quitter, når du er træt af hele tiden at ligge på grænsen til stress – eller konstant overskride samme grænse. Når du er træt af at arbejde om aftenen, eller hele tiden at skulle have et øje på telefonen/tabletten for at se hvilke, og hvor mange, mails, der er tikket ind fra din chef eller kolleger.

Du tager hånd om og ansvar for dit liv og dit mentale og fysiske helbred. Men den grænsesætning er altså ikke det samme som, at du ikke passer dit job, eller at du ikke længere gør dig fortjent til din løn.

Vi lever på mange måder i en verden med en udpræget præstationskultur. Vi skal hele tiden præstere perfekt, og helst på alle parametre. Den kultur har virksomheder levet højt på meget længe, for de har fået langt, langt mere end det, de har betalt for.

Lederne har pustet til ilden under kulturen med forskellige ledelsesformer, der har understøttet præstationsbehovet med den konsekvens, at deres medarbejdere styrtede, og styrter, omkuld af stress, eller er udbrændte. Kun alt for få virksomhedsledere synes at føle sig forpligtiget til at påtage sig ansvaret for, at det ikke kommer til at ske med netop deres medarbejdere.

Og nu er der altså en stor mængde ansatte verden over, der har skabt en bevægelse og et begreb, som er et modtryk til årtiers opslidende kultur.

Jeg må i øvrigt understrege og minde om, at en ansættelse er en bytteforretning. Virksomheder har brug for en person, der kan løse en bestemt type opgaver. Det er så vigtigt for driften, at de er villige til at betale for at få det løst.

En person, der har de evner, der efterspørges, stiller sin tid, uddannelse, viden, erfaring og kompetencer til rådighed.

En gensidig afhængighed og kontrakt er skabt. Noget for noget.

Virksomheder har i årevis opført sig som om, de kan skalte og valte med deres ansatte ”for de betaler jo penge for det”.

Der har ligget en uudtalt forventning om, at deres ansatte skulle knokle og løse enorme mængder af opgaver. De lukrerede/lukrere højt på, at deres ansatte engagerer sig, føler og tager ansvar, lægger deres identitet i deres job. Det er her QQ sætter en grænse.

Alle er afhængige af at have en eller anden form for indtægt af en vis størrelse, så selvfølgelig er medarbejdere glade for deres job, men det er altså ikke det samme som, at de skal finde sig i hvad som helst.

Kan virksomheder så forvente, at de ansatte der Quiet Quitter ikke længere vil engagere sig i deres job, udvise fleksibilitet, skabe, kreere, udvikle og nytænke?

Svaret er: På ingen måde.

Virksomhederne kan stadig forvente at modtage alle førnævnte faktorer i bytte for den løn, de udbetaler.

Det er fortsat en meget stor motivationsfaktor for medarbejderne, at deres arbejde er både meningsgivende og værdifuldt. For at opnå det vil de både engagere sig og være fleksible.

 Og så leverer danskerne et meget højt produktionsniveau når de arbejder. Studier har vist, at det ikke falder, selvom de ”kun” arbejder 4 dage om ugen.

Forventet kritik

For nyligt læste jeg en artikel, hvor skribenten synes, at vi ”skal holde mund og passe vores job”. Der er en grund til, at jeg synes, det er vigtigt at nævne denne artikel. Pointen kommer til slut i indlægget.

Artiklen er, hvad jeg vil kalde ét langt angreb på QQ. Og når man har læst artiklen til ende, står det temmelig klart, at skribenten ikke har sat sig ind i, hvad QQ handler om, og hvorfor bevægelsen/bølgen er opstået.

Journalisten indleder med at postulere, at vores bedstemødre måtte gå i fem meter høje snedriver for at nå roemarken. I bare tæer forstås. Og at bedstemor på sin færd ikke havde tanke for work-life-balance eller glutenfri kantineordning.

Her vil jeg gerne være åben overfor, at dette er et forsøg fra skribentens side på at sætte tingene på spidsen for at få budskabet til at træde tydeligere frem.

Jeg er dog blot ikke sikker på, at det er, hvad der er tilfældet efter at have læst hele artiklen.

Skribenten mener, at tiden er inde til at lære noget af føromtalte bedstemor i forhold til

”arbejdet som en uomtvistelig nødvendighed for både den enkelte og for samfundet.”

Hvorfor vedkommende mener, det er nødvendigt at skrive det, ved jeg ikke, for QQ modsiger på ingen måde nødvendigheden af at have et job, og at vi herigennem giver vores bidrag til samfundet og vores velstand.

Videre mener skribenten, at hele diskussionen om work-life-balance handler om, at vi mener, at vores liv først rigtigt begynder, når vi har fri.

At vi bør glæde os til ”mandag ved samlebåndet, fordi det trods alt er her, vi bidrager til samfundsøkonomien, og det er her, vi gør os fortjent til fritid.”

Journalisten spørger videre: ”hvad blev der egentlig af gammeldags arbejdsmoral og bare sådan stille og roligt at passe sit rugbrødsarbejde, yde før nyde og i øvrigt spørge, hvad du kan gøre for din arbejdsplads. Ikke hvad din arbejdsplads kan gøre for dig?”

Jeg vil undlade at kommentere yderligere på hendes bedstemor-historie, og holde mig til de to udsagn, jeg lige har nævnt.

Lad mig starte med at slå fast: medarbejdere er ikke hverken slaver, ludo-brikker, eller maskiner, der kan sættes til side, til vi skal bruge dem igen. Det er ikke sådan, at virksomheder har lov til at vride al saft og kraft ud af ansatte i samfundsøkonomiens navn, før medarbejderne kan ”gøre sig fortjent til fritid”.

Her vil jeg fremhæve det, jeg skrev tidligere om, at når vi ansættes indgår vi en kontrakt med en byttehandel:

Virksomheden får arbejdskraft, viden, uddannelse mv., og jeg får løn, ordentlige forhold, det jeg skal bruge for at løse mine opgaver mv.

Når jeg har opfyldt mine kontraktlige forpligtelser, kan jeg gøre med min tid som jeg vil. Det skal jeg ikke spørge om lov til. Tværtimod kan jeg bruge tiden med oprejst pande, for jeg ved, at jeg har gjort mit – både for virksomheden og samfundsøkonomien. Hvilket også er en del af essensen i QQ.

Virksomheder er ikke hjemsted for lederguder, der kan herske over os i forståelsen at eftersom, de giver os penge, så har vi at rette ind, og være taknemmelig for de goder, de må tilkende os.

For at understrege og underbygge journalistens meninger og holdninger, har hun fundet en kanin, hun kan trække op af hatten. En kanin, der er CEO i sin egen virksomhed indenfor lederudvikling. En kanin, der i sagens natur ikke er særlig imponeret over, at så stort et antal Quiet Quitter – altså trækker grænserne for deres arbejde tilbage til kernen, og ikke knokler sig til udbrændthed.

Pågældende CEO har opfundet begrebet ”Quiet Working”, hvor vi i bund og grund egentlig blot skal ”holde mund og passe vores job” og udvise gammeldags arbejdsmoral.” En arbejdsmoral jeg må forstå, ligger op ad vores heroiske bedstemors arbejdsmoral.

Og så vil de i øvrigt gerne have, at vi ”spørger, hvad du kan gøre for din arbejdsplads. Ikke hvad din arbejdsplads kan gøre for dig?”

I min optik misbruger hun her J.F. Kennedys citat fra 1961:

”Ask not what your country can do for you but ask what you can do for your country”

Forskellen er dog meget stor, for Kennedy talte om den kolde krig, alle de humanitære katastrofer og issues verden over, samt at vi skal stå sammen om at kæmpe for demokrati.

Jeg håber virkelig ikke journalisten mener, at det kan sidestilles med en arbejdsdag på kontoret.

Hvorfor er den artikel vigtig i dette blogindlæg?

Når noget bliver populært/stort/meget omtalt, så vil der altid være kritiske røster. Det kan ikke undgås, og det er også helt fint. Kritik er altid sundt, så der kommer lidt perspektiv på en sag.

MEN konstruktiv kritik er ikke at forslå, at vi går tilbage til 1920’ernes og 30’ernes arbejdsmarked. Eller for den sags skyld de arbejdsmarkedsforhold, der er på det amerikanske arbejde i dag, og som er årsag til at QQ er opstået. Der har vi været, og det var ikke sundt.

Det var egentlig heller ikke så meget sundhed i de efterfølgende årtiers tilgang til arbejde og arbejdsgiver-arbejdstager relation.

Den kritik, der fremstår i omtalte artikel, forsøger at kvæle et positivt modstykke til årtiers alt for usunde tilgang til arbejde. En tilgang, hvor stress og udbrændthed har hersket. Og det gør skribenten og omtalte CEO ved på det nærmeste at gøre grin med, og håne de mange, mange millioner, der gør op med årtiers arbejdsforhold, der ikke har været, eller er ordentlige.

Jeg hilser QQ velkommen med stor respekt. Jeg synes det er umådeligt positivt, at rigtig mange har fået øjnene op for, at der er en mere hensigtsmæssigt måde, at forvalte det liv vi har fået. At arbejde er nødvendigt, og for rigtig mange meget givende, men at der også er en anden side af livet, vi skal tage kærligt hånd om.

Og jeg håber, en masse vil tilslutte sig bølgen. Også på trods af den form for kritik, omtalte artikel tilbød.

Hvis du ikke allerede Quiet Quitter, så overvej om ikke, det er noget for dig.

Husk, en af de 5 største fortrydelser folk har på deres dødsleje er, at de arbejdede for meget. En anden er, at de brugte for lidt tid sammen med dem, de elskede.


Tags

arbejdsglæde, arbejdsliv, Arbejdsmoral, Quiet Quitting, Stress


Læs mere...