På søndag er det første søndag i advent

Er der noget jeg elsker, så er det julen. 

Jeg er vild med julepynt, julelys, juletræer, og jeg holder utroligt meget af duften af kanel, nelliker, appelsin, gran og meget mere.

Jeg nyder de hyggelige sammenkomster og sociale indslag, og jeg er kan (næsten) ikke få nok af at synge med på julens salmer og viser.

Jeg gætter på, at du enig med mig. Enten i det hele, eller noget af det. Måske byder december på noget, der gør dig særligt glad, vemodig eller eftertænksom.

Der er meget godt at sige om julen, men på trods af de mange positive faktorer, så er der også en side, der slider og trækker ned i hygge-regnskabet.

Fra slutningen af november (måske ovenikøbet tidligere) til 31. december er det en lang maraton af gøremål og arrangementer.

Det er ikke fordi årets øvrige måneder ikke har en masse at byde på, men i december er der pres på de timer, måneden har til sin rådighed.

Det er gøremål som:

• Pynte op til højtiden
• Lave adventskrans og kalenderlys
• Købe pakkekalender eller adventsgaver til sine børn, familiemedlemmer eller venner/veninder.
• Bage julesmåkager
• Lave konfekt – måske med børn eller børnebørnene
• Købe julegaver
• Og helt sikkert en del flere ting.

Og hvad angår de sociale sammenkomster, så byder måneden på:

• Julefrokost
• En lang række af juleafslutninger i vuggestuer, børnehaver, skoler og i alle de fritidsaktiviteter børn og voksne er tilmeldt.
• Luciaoptog
• Besøge julemarkeder
• Gløgg og æbleskiver med venner og familie
• Klippe- klisterdag
• Og så videre

I alt dette skal vi have plads til de familietraditioner, vi hver især har båret med os ind i voksenlivet og i vores parforhold. Og vi vil da også gerne skabe nogle nye, hvor det er med vores egen lille familie som udgangspunkt.

Der skal også liiiiige:

• Planlægges hvor meget, der skal købes til de forskellige arrangementer.
• Hvornår det skal købes
• Vi skal have aftalt, hvad der skal ske omkring juledagene. Hvem gør hvad og hvornår. Medmindre det kører efter en fastlagt rutine, men selv da, er det ikke uden aftaler.

Oven i alt dette har vi også lige et arbejde vi skal passe, og hverdagens sædvanlige gøremål og opgaver.

Forventningerne til julemåneden og alt den kan byde på er meget høj. Vi skal hygge os. Vi skal være meget sammen. Vi skal lave en masse jule-hygge-ting.

Jeg er ikke et hak bedre

Jeg kan godt se, at det jeg lige har skrevet, er skrevet i en distanceret tone. Som om jeg ikke er en del af alt jule-planlægnings-og-arrangement-maratonen.

Men hånden på hjertet og fuldstændig ærlig i spyttet, så lader jeg mig rive med. År efter år.

Hvert år prøver jeg at spise en slappelademad, så jeg ikke ender med at blive både stresset og presset over julen. Den højtid jeg som nævnt elsker.

Men åååååhhh det er svært, for jeg har nogle traditioner med mig, som jeg har så uendeligt vanskeligt ved at lægge en dæmper på. Og nu kommer det mest fjollede, det er traditioner jeg selv har skabt, og jeg er alene i traditionen.

Jeg har nemlig opstillet nogle november- og decemberregler, der lyder som følger:

Inden første søndag i advent skal jeg have:

• Pyntet op til jul
• Bagt julesmåkager
• Købt julegaver
• Sørget for pakkekalender/adventskalender (lige den her er måske ikke så underlig).

Tanken bag mine regler er, at når alle de opgaver er klaret, så kan jeg læne mig tilbage og nyde decemberhyggen. Men jeg har brugt ret mange ressourcer på at nå hertil, så jeg er lidt bagud på energi fra start.

Julepyntningen er et kapitel for sig

Jeg tilhører den del af befolkningen, der pynter op over flere dage, alene af den grund, at jeg har en del, der skal op og hænge og stå.

Selvom jeg har virkelig meget julepynt oppe hvert år, så er det langt fra al min pynt, der kommer frem.

Min stedfar sagde engang til mig, at hvis al min julepynt skulle frem hvert år, og arrangeres pænt, så var det nødvendigt med en herregård.

Det har vi ikke, så derfor må en del blive på loftet.

Da jeg mødte Peter, ejede han ikke et eneste stykke julepynt. Ikke engang en tromme.

Da julen stod for døren det første år, vi kendte hinanden, tog jeg ham med på loftet for, at han skulle hjælpe mig med at bære ned i lejligheden. Han blev slået af meget stor forundring og overraskelse over, hvor meget julepynt ét menneske har ”behov” for.

Her må jeg henvise til det jeg skrev i indledningen

Panik før lukketid?

Fra tid til anden har jeg foretaget nogle halvhjertede refleksioner omkring, hvor den iver efter at presse så meget hygge og samvær ind i én måned, kommer fra. Uden at finde et rigtigt godt svar.

Nu har jeg foretaget en mere helhjertet overvejelse, og jeg er kommet frem til, at det formentlig handler om to overordnede punkter. I hvert fald som jeg ser det.

Den første er, at der sker noget med os når året nærmer sig sin afslutning. Alt det samvær og nærvær vi ikke har nået i løbet af året, har skubbet foran os, skal nu død og kritte nås inden rådhusklokkerne bimler nytåret ind.

Vi skal nå at hygge os med familie og venner, og med personer vi – måske – har forsømt i løbet af året.

Da noget er ved at slutte, har vi måske en oplevelse af, at vi skal nå noget, inden det er for sent.

Det samme sker med nytåret.

I reklamer, tilbudsaviser og diverse medier bliver det udlagt som den største fest på året. Vi skal have det sjovere end aldrig før. Vi skal have bedre mad end resten af året. Vi skal have det flotteste og mest glitrende tøj på. For ikke at glemme hattene. (Det sidste forstår jeg ikke)

Det er som om der ikke kommer en dag efter jul eller nytår. Eller at vi ikke må være sammen med andre mennesker og hygge os, når først det nye år har meldt sin ankomst.

Begge tog har jeg kørt med i en årrække. Men fra at have kørt med lyntoget er jeg steget over i bumletoget, der tøffer adstadigt ad sted.

Både Peter og jeg vil virkelig gerne julehygge med familie og venner. Det skal der slet ikke herske nogen tvivl om. Men vi har sat en prop i, så mængden af arrangementer vi selv afholder, og mængden vi deltager i, ikke er markant større end årets øvrige måneder.  

Den anden grund jeg tænker er på spil i disse måneder er årstiden og vores stenalderhjerne.

Vinteren på vores nordlige breddegrader er præget af kulde og mørke. Som vores fjerne forfædre, så trækker vi ind i vores huler, rykker tættere sammen og skruer op for nærvær og samvær.

December er vinterens første måned, så det er oplagt at det er nu vi for alvor trækker indenfor.

Jeg ønsker dig en vidunderlig december … og januar … og februar … og …

Jeg tror, de fleste af os stadig har nedlukningen og restriktionerne under de to første Covid-19 bølger i frisk erindring.

Når man lagde øret til vandrørene, og lyttede til de mange frustrationer, så gav langt de fleste udtryk for, at det de savnede mest var samværet med andre. Det, at kunne have et socialt liv.

Det jeg vil sige med det er, at når alt kommer til alt, så er det ret basalt det, vi har behov for. Som sociale væsener (flokdyr) har vi brug for at være sammen med andre, og egentlig ikke så meget mere end det. Alt derudover er enten bonus eller fyld.

Jeg skal lige have smurt mig en slappelademad, og så når jeg det, jeg når i det tempo, der passer ind i Peters og mit liv.

Hvis vi ikke når at se alle i december, så ses vi i januar, eller februar, eller marts. Eller næste december.

Jeg ønsker dig en helt igennem vidunderlig december måned. Og jeg håber din sjæl kan følge med i arrangementerne.

Kærlige julehilsner

Christina