13/09/2022

Hvordan står det til med danskernes arbejdsmoral?

Ikke så godt, hvis man skal tro Dansk Erhverv og et par erhvervskvinder.

Ifølge en ny analyse fra Dansk Erhverv, så tager ca. 12 procent af arbejdsstyrken hvert år mindst én pjækkedag. De melder sig syge ”uden egentlig at være det”.

Og ifølge en erhvervskvinde, så melder rigtig ”mange sig syge med stress, uden at have det.”

At det er almindeligt at danskerne pjækker fra deres arbejde, er ikke noget jeg kan genkende, og det er jeg ikke alene om.

Ej heller kan jeg under nogen omstændigheder nikke genkendende til den grove og uforskammede påstand fra førnævnte erhvervskvinde.

Bevares, der vil altid være undtagelser fra alle givne emner og statistikker. Der er altid én, der kender én, der har en anden adfærd, og som kan trække en kanin op af hatten. Men det skal på ingen måde have lov til at fjerne fokus fra, hvordan det store flertal agerer.

Sygefravær er ikke kun 40 i feber, migræne eller koma.

Intet er så sort og hvidt med undtagelse af farverne sort og hvid. Det uddyber jeg i en række blogindlæg.

I dette indlæg vil jeg godt slå i tyk bjælke igennem påstanden om, at danskernes arbejdsmoral efterlader en del at ønske.

Lad os få lidt perspektiv på størrelsen af problemet

I øjeblikket har vi stort set fuld beskæftigelse i Danmark. Det betyder, at der er næsten 3.000.000 beskæftigede borgere.

I den sammenhæng skal det nævnes, at vi har en gunstig økonomisk situation. Men selv når samfundsøkonomien ikke er så flyvende, som den er nu, så er antallet af ubeskæftigede til at overse. F.eks. da vi havde en krise i 2008 og 2009 var ledigheden historisk høj. Her var den på 380.700.

Min pointe med at nævne alle disse tal er, at vi skal ud i alvorlig krise, før vi ser et stort fald i beskæftigelsen.

Ud af mængden af beskæftigede er der ca. 350.000, der én gang om året – ifølge analysen – tager en uautoriseret fridag. Altså én dag ud af ca. 220 årlige arbejdsdage. Der er nogle, der tager mere end en, men det er forsvindende få.

Ud fra den tankegang kunne vi lave et regnestykke, der ser således ud:

3.000.000 (personer) x 220 (årlige arbejdsdage) = 660.000.000 (samlede udførte arbejdsdage om året.

I det regnestykke er 350.000 arbejdsdage virkelig forsvindende lidt. Så lidt, at hvis vi ser bort fra, at der kan være tale om andre årsager til de nævnte sygedage – altså at det virkelig er pjæk og uautoriseret fravær fra jobbet – så vil jeg spørge, om problemet er så stort, som det pustes op til at være?

Men det er jo det der er så skønt med tal. Man kan lave nogle regnestykker, med tal man nøje udvælger, som ender med at fortælle den historie, man ønsker at formidle. Hvis man så samtidig fremhæver et bestemt tal, spinner en historie omkring det, puster betydningen op til at betyde noget skelsættende, frygteligt eller måske ligefrem katastrofalt, og undlader at medtage vigtige informationer, der kunne perspektivere sagen, ja så ruller forargelses-stenen med stigende hast.

Lad os så antage, eller lege med på ideen om, at 350.000 pjækker en dag om året, og at det ikke er et udtryk for, at der er et bagvedliggende problem, der burde ses på, så må jeg spørge igen: er problemet så stort, som det bliver gjort til?

Hvad nu, hvis de formastelige ansatte kommer på arbejde dagen efter en ”fridag”, fulde af energi og virkelyst, og giver den en skalle på arbejdet, så de ikke bare indhenter det tabte fra dagen før, men også kommer på forkant med opgaverne. Det vil jo i så fald være en kæmpe gevinst for virksomheden, men det bliver hverken omtalt eller forsøgt undersøgt. I min optik ville det ellers være en god historie.

I en af omtalerne af analysen angiver Dansk Erhverv selv, at antallet af medarbejdere, der tager en pjækkedag er faldet siden 2016. Her var tallet 14 pct. mod 12. pct i dag. Det vil sige, at på 6 år er tallet faldet. Ikke meget, det medgiver jeg. Men jeg bliver altså endnu engang nødt til at spørge: set i lyset af de store regnskaber, er problemet så stort?

Lidt mere talgymnastik

Samfundet betaler årligt ca. 46 mia. for danskernes samlede sygemeldinger. Det er altså alle lidelser vi taler om her og ikke kun det omtalte pjæk.

46 mia. er et kæmpe tal. Uden diskussion.

Problemet er, at tallet nogle steder er koblet til historien om pjæk. Det bliver vi altså nødt til at skille ad. Det er ikke en rimelig kobling.

Hvordan de 46 årlige mia. fordeler sig på virksomheders produktionstab og statens udgifter til læge, sygehus, sygedagpenge osv. melder historien ikke noget om.

Mit bud er, at den største udgift ligger hos staten, og et mindre udgiftsbeløb hos virksomhederne.

Inden jeg går videre, bliver jeg nødt til at understrege, at jeg ikke er vild med at bruge ordet pjæk. Det er et ærgerligt ord, der stempler et menneske uden at tage højde for, hvad der motiverer til fravær.

Det er dog det ord, der bruges i analysen, så det er det ord, jeg bruger her.

At 350.000 tager en årlig pjækkedag er ikke årsag til, at virksomheder lider et produktionstab svarende til en del af de 46 mia. Det er heller ikke årsagen til, at sundhedsvæsenet får udgifter svarende til den øvrige mængde af 46 mia.  

Det fremgår ikke nogen steder, hvad omkostningen for 350.000 årlige pjækkedage er. Hvis Dansk Erhverv skal tale dunder til de danskere, de mener pjækker, så må de fortælle os, hvor stort problemet i kroner og øre. De har så stort fokus på bundlinje, så hvis jeg skal tage deres forargelse alvorligt, må jeg også have tal på bordet, der hentes fra bundlinjen.

Jeg troede Taylorismen hørte fortiden til

Frederic Winslow Taylor tilhører udviklerne af den tidlige organisationsteori. I starten af 1900-tallet formulerede han en række ideer til, hvordan virksomhedsledere fik deres medarbejdere til at arbejde mere. Taylor anså mennesker for at være nærmest ugidelige, og hvis de skulle yde en bare nogenlunde indsats, så skulle de smøres godt.

Det var derfor nødvendigt at ansætte en række medarbejdere, der med stopure og skemaer, der konstant skulle kontrollere og tjekke, om de øvrige medarbejdere nu også arbejdede hårdt nok, effektivt nok, og ikke slentrede dagen væk.

Det var en meget komprimeret opsummering af Taylors virke, og det skal tilføjes, at han er fra en tid, hvor der var utroligt meget samlebåndsarbejde.

Hvorfor kommer jeg nu til at tænke på Taylor i forbindelse med Dansk Erhvervs analyse?

Jeg må desværre sige, at det ikke kun er denne analyse, der har givet mig tanker om Taylors fortsatte indvirkning på tankegangen hos nogle/mange ledere.

Før Corona var rigtigt mange ledere ikke tilbøjelige til at lade deres medarbejdere arbejde hjemme. Antagelsen var, at de ikke lavede noget, når de var ude af syne.

Når lederne ikke havde mulighed for at kontrollere deres ansatte, så var holdningen, at så holdt de helt sikkert bare fri. Det fik Corona ændret lidt på, for det viste sig jo, at deres Tayloristiske mistanke ikke holdt stik. Der blev faktisk produceret langt mere, end når de samme medarbejdere sad i deres storrumskontorer. Ledere behøvede ikke at kunne se deres medarbejdere for at være sikker på, at de lavede noget. Det var synligt, at de ikke pjækkede og var ugidelige.

I mange virksomheder forsvandt den velvillighed beklageligvis hurtigt igen i takt med, at der kom styr på Coronasmitten. Meget hurtigt var der mange virksomhedsledere og organisationer, der udtalte, at nu skulle alle tilbage på arbejdspladsen.  

Men Christina, er problemet ikke, at en mindre mængde af danske medarbejdere ringer en sygemelding ind mindst én gang om året uden ”reelt at være syge”?

Jo, og det har jeg ikke glemt.

Det, der får mig til at koble Taylorisme på analysen er, at man/Dansk Erhverv med det samme kobler pjæk på adfærden. Det er selvfølgelig ugidelighed, der er årsag til fraværet.

Der er ikke noget i deres udtalelser eller pressemeddelelse, der antyder, at de har overvejet, hvad der ellers kunne ligge til grund for sygemeldingerne. Om årsagen kunne være andet end febervildelse. Noget der måske er vanskelig at forklare eller give udtryk for? Det kunne være alle de symptomer, der opstår når et menneske udsættes for belastning, som f.eks. stress.

Når nu Dansk Erhverv får skabt så meget røre om, en mindre gruppe i det danske samfund, så synes jeg det ville klæde dem, hvis de i samme åndedrag lige anerkendte alle de mange danske medarbejdere, der hvert år vakler på arbejde med hovedet proppet med vat på grund af forkølelse, øjne der løber i takt med næsen, hovedpine, kvalme, ondt i maven, ondt i kroppen osv.

Alle de mange danskere, der snupper et par Panodil om morgenen i håb om, at det kan holde dem kørende til de igen kan vakle hjem. Det gør de på trods af, at de ved, at de ikke vil være i stand til at udføre deres arbejde lige så effektivt, som når de er raske. Men hellere det end at svigte deres arbejde og kolleger.

Lyder det som en skidt arbejdsmoral?

Danskerne er  forkælede

Med jævne mellemrum dukker der en erhvervsleder eller politiker op og kundgør, at danskerne er utroligt forkælede. Sammenlignet med andre lande er vores arbejdstid kort. Sikkerhedsnettet i Danmark er for tæt, så konsekvensen ved at opsige sit job er for lille.

Det er blot et nogle af de udsagn vi må lægge ryg til.

På det danske arbejdsmarked er der fastlagt en hel lovgivning om regler for løn og forhold på arbejdspladserne. Heldigvis. Det betyder, at der at en ansat kan forvente at blive behandlet ordentligt. I hvert fald når det handler om det fysiske arbejdsmiljø. Det ligger noget mere trægt, når det handler om det psykiske arbejdsmiljø og trivsel.

Hvis det er forkælet at forvente respekt for vores person, vores evner, viden, kompetencer mv, ja så er danske medarbejdere forkælede.

Hvis det er at være forkælet, at man ønsker at blive behandlet, så man kan bevare sin integritet, sit selvværd, og ikke vil lade vores værdier trampe under fode, ja, så er vi forkælede.

Hvis det er at være forkælet, at vi ikke accepterer at vores ledere og kolleger behandler os dårligt, ja så er vi forkælede.

Jeg tror det er ret tydeligt, at jeg ikke mener vi er forkælede.

Hver gang vi møder på arbejde, stiller vi arbejdskraft, viden, erfaring, kompetencer, uddannelse til rådighed for arbejdspladsen. Som tak for det, får vi en løn. Der er altså tale om en udvekslingsaftale. Det er ikke kun arbejdspladsen, der giver og yder, som man nogle gange godt kan få det indtryk af, er holdningen.

Det er kun rimeligt at forvente, at arbejdspladsen også stiller gode rammer og vilkår til rådighed, så de ansatte kan udføre deres arbejde ordentligt. I modsat fald er det ris til egen bagdel. Det kan også opstilles som et regnestykke.

Mistrivsel + manglende motivation + ringe rammer for arbejdsforhold + dårligt arbejdsmiljø = Forringet produktionsevne + forringet resultat af bundlinje.

Langt, langt de fleste danskere vil gerne arbejde. De har en meget høj arbejdsmoral og et muskuløst arbejdsDNA. Som jeg har skrevet et par gange, så har jeg svært ved at forstå, at problemet skulle være så stort. Hvis en leder oplever, der er et problem med en medarbejder, må jeg så opfordre til at kigge indad, kigge på arbejdsmiljøet, tale med den enkelte medarbejder, og ikke mindst lytte og handle på problemet.


Tags

arbejdsglæde, arbejdsliv, Arbejdsmoral


Læs mere...

Jeg har tre spørgsmål til dig