23/01/2023

Har vi glemt hvad det vil sige at være menneske?

Har vi glemt at grundvilkåret for det at være menneske er både fremgang og modgang, og at modgang skaber ubehag?

Der hverken skal eller herske nogen som helst tvivl om, at jeg er en meget, meget stor fortaler for, at alle skal have adgang til kvalificeret hjælp, hvis vi rammes af sygdom, uanset om det er en psykisk eller fysisk lidelse eller en belastningslidelse som stress, angst og depression.

Du har nok fornemmet at et ”men” er på vej, og det kommer da også her: 

Men det har i noget tid bekymret mig, at mængden af psykiske diagnoser er i kraftig vækst. En bekymring der går på, at næsten al indre ubehag skal forklares med en diagnose, og derefter afhjælpes med medicin.

Det er en meget ærgerlig vej, vi har slået ind på, for det distancerer os fra det at være menneske, og fjerner os fra muligheden for at komme styrket og mere lærerigt ud af en modgang.

Det er nemlig ikke alt indre ubehag, der skal forklares med en psykisk lidelse, eller for den sags skyld en belastningslidelse. Rigtig meget indre ubehag udspringer af det almenmenneskelige, det vil sige alle de udfordringer, problemer eller kriser, der er et grundvilkår for det at være netop det – et menneske.

Hvorfor er det blevet sådan, og hvordan ser vi forskellen?

Lad mig starte med at slå fast

Den skarpe læser vil nok her spørge: ”Jamen Christina, siger du nu ikke det modsatte af, hvad du gav udtryk for i interviewet på TV2 news?”

Jeg ridser lige hurtigt op, hvad jeg sagde på nationalt TV.

Jeg var blevet bedt om at kommentere på en rapport fra Dansk Industri, hvor de, på baggrund af et spørgeskema, de havde udarbejdet, havde konkluderet, at 12 procent af den danske arbejdsstyrke tog mindst én pjækkedag om året. En dag, hvor de ansatte melder sig syg ”uden egentlig at være syg”.

Her sagde jeg blandt andet (ikke ordret gengivet), at der er andre lidelser end influenza, febervildelse, eller en brækket knogle. At symptomerne på f.eks. belastningslidelserne stress, angst og depression hos patienten først bemærkes, når de kommer til udtryk som fysiske symptomer. Symptomer, der ofte er ret voldsomme, og først dér tager de konsekvensen, og melder sig syge en dag eller to. Som regel følger følelsen af skyld, skam og dårlig samvittighed i kølvandet på sygemeldingen, ”for de fejler jo ikke nogen af de socialt accepterede lidelser”.

Videre sagde jeg, at vi – på trods af, at vi skriver 2022 (det var det, da jeg gav interviewet), så er der stadig en stor manglende anerkendelse af, hvad sygdom er, og at vi ikke har den store accept af symptomer, der kobles til det mentale.

Derfor føler mange, at de melder sig syge med en følelse af, at det gør de ”selvom de reelt ikke er syge”.

Den følelse kan jeg kun alt for godt nikke genkendende til fra mig selv. Tre gange har jeg kørt mig selv ud over kanten og ned i en udbrændt tilstand, hvor jeg lå i min seng, helt kollapset og ude af stand til at bruge de mest basale kognitive evner. Inden jeg nåde dertil, havde jeg ignoreret, at jeg vågnede med hoved- og mavepine, og at jeg som regel kastede op, inden jeg tog på arbejde. Jeg havde jo ikke ondt i halsen, talte heller ikke i febervildelse, eller havde brækket noget, så jeg var nok et ”pjattehoved”.

Den opfattelse af os selv, og hvad sygdom er, skal vi i den grad have ændre på. Det er ikke acceptabelt, at ansatte føler sig skamfulde over at melde sig syge, når de har det dårligt, samt føler sig skyldige overfor deres kolleger.

Heldigvis er vi så småt ved at bevæge os i den rigtige retning. Altså mod accept og anerkendelse. Desværre er det stadig mest på det teoretiske niveau, og når vi taler sammen i politisk korrekthed. Der er eksempler på arbejdspladser, der tager det alvorligt, og har anerkendt belastnings- og psykiske lidelser. Men der er mange flere, der har en såkaldt ”stresspolitik”, fordi det skal de, men anerkendelse og accepten stikker ikke så meget dybere end det.

Inden jeg går videre, så vil jeg lige sige, at jeg naturligvis ikke er blind for, at der findes medarbejdere, der pjækker. Det jeg efterspurgte, både før, under og efter interviewet var, og er, en nuancering af sygemeldinger. At vi ikke bare anklager folk for pjæk.

Lad os huske på de grundvilkår, der findes for det at være menneske

Som et sansende, følelsesbetonet og reflekterende væsen med en hukommelse, som i høj grad orienterer sig mod en stor del af de andre væsner i flokken, ja så vil vi uvægerligt opleve problemer, udfordringer, bekymringer og kriser. Det kan f.eks. være

  • Du har en konflikt med en kollega
  • der er fyringsvarsler på dit arbejde
  • Eller du er blevet fyret
  • Du skal skilles
  • Du har mistet en nær slægtning eller ven
  • Dine børn har et problem i skolen
  • Din økonomi skranter
  • Du kom ikke ind på det studie, der var dit førstevalg
  • Og meget mere

Det er en fuldstændig naturlig del af det at være menneske, som vi ikke kan komme udenom. Og som vi ikke skal udenom, for det er med til at perspektivere vores oplevelser, skabe læring, bedre forståelse af os selv og livet, give os incitamenter til at ændre på tilstande, der ikke er hensigtsmæssige for os mv.

Når vi befinder os i kriser, har problemer eller andet, så er det vores følelser, der gør os opmærksom på, at her er noget, vi skal forholde os til. Det er så ikke de såkaldte glade følelser, der er på arbejde, men dem som giver os en rynke mellem øjnene, ondt i maven, overfladisk vejrtrækning, dårlig søvn osv.

Tilstande, der skaber ubehag i større eller minde grad, og for en periode forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker os. En tilstand, der vil vare ved indtil vi tager det alvorligt, kigger ind i tilstanden og undersøger, hvad der skaber den, og så ændrer på den.

Hvis årsagerne til dit ubehag ligger i tråd med de årsager, jeg nævnte lige før, så hører det med til det at være menneske, der lever i en flok.

Dermed ikke sagt, at dine kriser eller problemer ikke kan udvikle sig til en belastningslidelse som stress, angst eller depression. Det kan de, og i de tilfælde skal det – som jeg har understreget – tages alvorligt og tages hånd om, og du skal have hjælp til at komme videre.

Men der er ikke tale om, at der skal stilles en psykisk diagnose.

Thomas Milsted, leder for Center for Stress og Trivsel, har i sin bog ”Lykke” skrevet:

”Livet må ikke gøre ondt, og mange mennesker bruger ufatteligt meget energi på at holde smerte, lidelse og problemer fra døren. Men både smerte, lidelse og problemer er en del af tilværelsen”.

Hvad er årsagerne til alle de mange diagnoser?

Hvis jeg sammenfatter det som forskere fra forskellige grene af videnskaben peger på, så vil jeg sige, at der er fem hovedårsager til, at vi ser et stigende antal diagnoser:

  1. Lægevidenskabens enorme udvikling og mulighed for helbredelse
  2. Myndigheders og det omkringliggende samfunds konstante opfordring til at ”mærke efter”
  3. En falsk fortælling om, at vi kan alt, vi vil, og sætter os for
  4. En misforstået tro på, at lykke skal være en allestedsnærværende fuldtidsfølelse
  5. Hastighed er ophøjet til Gud

Jeg uddyber punkt for punkt.

Lægevidenskabens enorme udvikling og mulighed for helbredelse

Medicin er en videnskab, der har udviklet sig, og udvikler sig fortsat i rivende hast.

I dag kan lægerne finde forklaringer på ufatteligt mange årsager på kroppens fejlmeldinger. Og ikke nok med, at de kan finde forklaringer, de kan også langt hen ad vejen helbrede rigtigt mange lidelser.

Langt hen ad vejen er det helt fantastisk.

Når det så er sagt, så er der nogle områder, hvor lægevidenskaben i dag kan gøre noget, hvor vi kan have en etisk eller moralsk diskussion om, hvorvidt vi bør blande os alt for meget i naturens gang. Men det er en helt anden diskussion til et helt andet blogindlæg.

Rigtigt mange får i dag hjælp, som for blot nogle få årtier tilbage, ikke kunne hjælpes. Enten fordi der ikke fandtes en behandling, eller fordi lægerne ikke vidste, hvad problemet var. Det gælder både de fysiske og psykiske lidelser.

Det betød, at enten fik man i bedste fald en nogenlunde brugbar hjælp, i værste fald ingen.

I den kategori hører mange af de psykiske lidelser, vi i dag har kendskab til. Jeg vil atter understrege, hvor uvurderligt det er, at mennesker, der lider, kan få hjælp.

Problemet er, at i takt med lægevidenskabens udvikling, har en meget stor del af den brede befolkning erhvervet sig det lægefaglige og psykiatriske sprogbrug. Hvilket betyder, at mange har stillet en diagnose, før de har konsulteret lægen.

Og når de så sidder foran lægen, er spørgsmålet: ”findes der ikke en pille, der kan fjerne det ubehag, der kommer fra …. (indsæt selv diagnose)”.

Vi er blevet så vant til, at lægerne har viden og midler til at fjerne næsten alle vores lidelser. Det kan de ikke. Og slet ikke, hvis lidelserne tager sit udspring i det menneskelige grundvilkår.

Sundhedsmyndigheders og det omkringliggende samfunds konstante opfordring til at ”mærke efter”

I takt med lægevidenskabens øgede indsigt i kroppen, sygdomme og symptomer, opfordrer sundhedsmyndighederne os til at holde øje med, og mærke efter, om vi har symptomer på snart det ene, snart det andet.

Hver alder har sin fremtrædende lidelse, som vi opfordres til at holde øje med. Mærke efter om der er nogle symptomer på, at sygdom X, Y, Z er til stede. Gennem livet indkaldes du automatisk til periodiske undersøgelser for diverse lidelser.

Vi opfordres til at holde nøje øje med, om vi oplever ændringer i både vores fysiske og psykiske tilstand.

Intet af det er der som sådan ikke noget galt med. Tværtimod. Problemet er dog, at vi får et meget højt indre psykologisk fokus.

Det vil sige, at vi har så højt fokus på, hvad der sker indeni os, hvad vores krop gør, at vi mærker ting, der ville forbigå i stilhed, hvis vi i stedet havde et ydre psykologisk fokus. Her taler jeg ikke for, at du skal ignorere gentagne symptomer, men at du går glip af en masse ved at have det høje indre psykologiske fokus.

Vores krop er en levende mekanisme, som giver forskellige ”lyde” fra sig, hver dag og hele tiden. Hertil kommer, at spørger vi vores hjerne, om der er noget galt, så vil vores hjerne tilbyde de symptomer, vi er bekymret for. En ikke særlig smart funktion.

 Hvis du har sygdomsangst, så ved du, hvad jeg taler om.

En overdreven og usand fortælling om, at vi kan alt vi vil og sætter os for

”Du er din egen lykkes smed”

”Du kan blive alt du vil”

”Alt er muligt” (Danske gymnasiers kampagne for stx)

Hertil må jeg svare:

”nej” til det første udsagn

”nej” til det andet udsagn og (nok ikke overraskende)

”nej” til det tredje udsagn

Jeg vil ikke gå i dybden med alle de faktorer og elementer, der kan stå i vejen for, at du får alle dine ønsker opfyldt, og at du ikke kan blive eller opnå, hvad du har sat dig for. Det vil blive alt for omfattende.

Det er også vigtigere for mig at understrege, at det er helt håbløst, at børn og unge opdrages under de tre paroler. Og det er lige så håbløst, at vi voksne tror på dem, så vi dels gentager dem for vores børn, og selv lever efter dem.

Et stykke hen ad vejen kan du selv være med til at smede din egen lykke. Men der er altså rigtigt mange udefrakommende faktorer, der kan spænde ben for, at du får det som planlagt.

Du kan ikke blive, alt du vil. Hertil er der alt for mange elementer, der er afgørende for, om du kan blive det ene eller det andet. Elementer der både udspringer fra dig selv som menneske, og fra omverdenen og samfundet.

I forlængelse af det, så er alt ikke muligt. Det er noget vås og foregøgler virkeligheden.

Når så store byrder og ansvar lægges på det enkelte individs skuldre, og ofte meget unge skuldre, så skal det enkelte barn og unge menneske da få den opfattelse, at når de ikke fik de karakterer, de skal bruge, når de ikke har succes med alt de laver, så er der helt sikkert noget galt med dem, og så begynder de at ”mærke efter”, og som forlængelse deraf konkluderer de, at de nok har en diagnose.

En misforstået tro på, at lykke skal være en allestedsnærværende fuldtidsfølelse

Danskerne er verdens lykkeligste folkefærd.

Det er vi så ikke mere, det er finnerne, ifølge FN, når de tager deres årlige ”lykke”-temperatur på verden. Som en sidebemærkning vil jeg lige nævne, at ”lykke” er forkert oversat. Det burde være noget i retning af ”tilfreds”.

Om det er det ene eller andet er i denne sammenhæng ikke så væsentlig. Det, der er væsentligt er, at vi går utroligt meget op i lykke.

Hvornår er vi lykkelige?

Hvad skal der til for at vi bliver lykkelige?

Hvordan holder vi fast i lykken?

Der skrives bøger og artikler om lykke.

Selvhjælpsbøger om lykke udgives i flæng.

Coaches sender nyhedsbreve ud, hvor de skriver lystigt løs om, at vi skal finde den store lykke, der varer ved.

Og så er der den fra før, at vi selv er skaberne af vores egen lykke.

Vi får altså italesat, at lykke skal være en tilstand, der er allestedsnærværende på fuldtid.

Jeg er ked af at stikke hul i ballonen, for sådan fungerer det ikke med lykken. Lykken kommer i korte perioder i vores liv. En stærk følelse, der popper op med mellemrum. Herefter glider det over i en tilfredshed med tingenes tilstand. Jeg håber i hvert fald for dig, at det er sådan, du oplever det.

Når vi i den grad omgives med udsagn om, at vi skal være lykkelige, at vi ifølge FN er lykkelige som befolkning, så bliver det et paradoks, når vi ikke mærker den stærke lykkefølelse i os hele tiden. Endnu engang får vi oplevelsen af, at der er noget galt med os, når vi nu ikke kan nikke genkendende til tilstanden.

Vi begynder igen at kigge indad. Øger vores indre psykologiske fokus, og konkluderer på baggrund af det vores krop fortæller, at vi er forkerte.

Svaret på det vi føler må være en diagnose.

Hastighed er ophøjet til Gud

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er mig, der har foretaget denne refleksion, at vi lever i en tid, hvor ”hastighed er ophøjet til Gud”.

Men det er det ikke. Det er Filosof Morten Albæk.

Jeg synes, det er skarpt set, og er helt enig.

Der er tempo på alt i vores liv.

Vi har travlt.

Unge skal være færdige med deres uddannelse næsten før, de er kommet i gang.

Det skal gå så stærkt, og handler kun om karaktererne, og at de kan komme ud på arbejdsmarkedet og yde noget (læs: betale skat). Der er ikke tid til at tænke sig om, afsøge relateret forskning, blive dannet, som jo egentlig ligger i ordet ”uddannelse”.

Ude på arbejdsmarkedet skal vi skynde os at kaste os ind i konkurrencen.

Om hvad?

Om alt!

Vi skal konkurrere om stillingerne.

Vi skal konkurrere med vores kolleger om gode, spændende opgaver.

Vi skal konkurrere med andre virksomheder i branchen.

Vi skal konkurrere om løn, om at få skrabet flest penge hjem.

Vi skal konkurrere om alt i arbejdslivet.

Og vi skal konkurrere om alt i privatlivet.

Og vi skal skynde os med det hele.

M. Albæk skriver videre fra sin bog ”Ét liv, én tid, ét menneske – hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv”:

” Vi skal skynde os. Ingen ved helt hvorfor, men vi skal skynde os som ind i helvedet.”

Kan du ikke stå model til det liv, så begynder du at mærke efter, og finder måske ud af, at du ikke er robust nok. At du er et svagt menneske, der har en brist et sted, og derfor har brug for hjælp. Helst i form af en diagnose og en pille.

Hvis du synes det lyder helt vanvittigt, så er jeg helt enig. Og hvis du ikke synes du kan følge med, eller leve op til de krav, så helt rolig, der er galt med dig. Der er tværtimod noget helt ravende galt med den måde, vi i fællesskab har fået skruet vores livsstil sammen på

Tag kærligt vare på din personlighed

I en nyligt udsendt rapport fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fremgår det, at mistrivslen blandt børn og unge er bekymrende stigende.

Det at være ung, at stå i vadestedet mellem barn og voksen, har alle dage været svært. Mange brikker skal finde deres plads i hjernen, og livet. Det skaber noget indre uro og ubehag.

Det skaber også ubehag og en stresstilstand, at de unge skal passe ind i nogle bestemte bokse for at være ”rigtige”. Og er du ikke ”rigtig”, så er du ”forkert”, og så begynder mange unge at mærke efter og mene, at de nok skal have en diagnose. Og hvis de ikke selv mener det, så skal deres omverden nok anbefale det.

Politikere og forskellige interesseorganisationer hjælper heller ikke til. Tværtimod. De presser på, og fastsætter tempo, som jeg beskrev lige før.

Jeg vil afslutte dette blogindlæg med at minde alle børn, unge og voksne om, at vi skal hylde forskelligheden.

I denne sammenhæng og blogindlæg skal forskellighed forstås som, og tage udgangspunkt i, at vores personlighed, ønsker, behov, kultur, opdragelse, meninger og holdninger er meget forskellige. Og det skal vi have lov til at være, uden at vi af den grund skal stemples som ”forkerte” og ”anderledes”, og dermed mærke efter, om vi mon ikke har en psykisk lidelse.

Tag kærligt vare på din personlighed, og lad den blomstre, som den du er.

Værn om dine ønsker og behov.

Sæt pris på din kultur.

Undlad at lade dig drive rundt af dem, der råber højest i det offentlige rum. De har ikke nødvendigvis ret, bare fordi de kan råbe højt.

Du er på ingen måde forkert, fordi du ikke er som de højtråbende.

Og til sidst: Husk at hvis du synes, at du har mærket et meget insisterende og længerevarende ubehag, så kontakt for alt i verden din læge. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal have en diagnose. Blot at der kan være basis for, at du skal have lægefaglig hjælp.


Tags

almenmenneskelige, angst, belastningslidelser, diagnoser, Mental lidelse, Stress


Læs mere...