20/02/2023

Har du et liv eller har du en tilværelse?

Vi har så travlt så travlt. 

Vi styrter ad sted fra A til B og videre igen.

Vi speedsnakker, for det er den eneste måde, vi kan nå at formidle det, vi skal inden, vi styrter videre.

Og når vi ikke styrter ad sted til det næste mål, eller den næste opgave, så styrter vi omkuld af stress, angst og/eller depression.

Vi skal skynde os, for vi skal nå det hele. Hvad det hele så er?

Godt hjulpet på vej af politikeres diverse reformer og indgreb samt vores historiske opdrag, så har vi i al hastværket skabt os en tilværelse, og ikke et liv.

Som jeg ser det er Quiet Quitting en spirende modreaktion på netop det at vi har så travlt. Og er et ønske om et liv.

Men hvad er forskellen på en tilværelse og et liv? Og hvordan mener jeg, at Quiet Quitting kommer ind i billedet?

Det vil jeg uddybe i dette blogindlæg.

Først vil jeg gennemgå nogle af de elementer, jeg anser for at være årsag til Quiet Quitting på den danske måde.

Tilbage i september 2021 udtalte Mette Frederiksen i forbindelse med præsentationen af ”Danmark kan mere 1”:

”Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”.

Videre sagde hun at:

 ”Det er ved at snige sig ind i vores samfund, at det er okay for nogle grupper ikke at gå på arbejde. Det skal vi have aflivet”.

Og:

”Alle skal stå op om morgenen og gå på arbejde. Så er der nogle grupper, der ikke kan det, og dem skal vi tage os ordentligt af”

Første gang jeg læste det, var den første tanke, der dukkede op: ”mener hun det alvorligt?”, hvilket ikke var en meningsfuld tanke al den stund, at hun brugte et pressemøde til at fremføre sine holdninger.

Da jeg havde fået samlet min kæbe op, som jeg havde tabt da jeg læste det, så stod tanker og holdninger i kø for at få lov at komme ud først.

Det var f.eks. tanker, der gik på, om vi nu skal til at rulle alle de fremskridt omkring stress, trivsel, bedre arbejdsvilkår mv. tilbage, vi har kæmpet for i årevis, og har skabt fokus omkring?

Det var tanker om, at M. Frederiksen med det udsagn talte lige ned i protestantismens og puritanismens grundelement, som jeg (åbenbart naivt) havde den opfattelse af, at vi var kommet et godt stykke fra.

Herudover syntes jeg, at det lød som om hun ville genoplive Taylorismen. Og endelig begyndte jeg at ane sammenlignende tråde til Orson Wells ”1984”. Hvis ikke du har læst bogen, så vil jeg blot sige, at det ikke er positivt ment.

 Hvad er det for øvrigt for grupper hun taler om, som ikke går på arbejde, fordi det ikke passer ind i deres liv?

Protestantismens hamsterhjul uden glæde

Hvorfor aner jeg tråde til fortidens puritanske protestantisme?

Meningen med livet for de puritanske protestantister var/er at arbejde, og tjene fællesskabet.

Man måtte gerne tjene penge, for det beviste, at man lavede noget, men det var på ingen måde velanset at bruge dem. De skulle spares op, så man kunne investere, og tjene flere penge.

Det var heller ikke velset at anskaffe sig materielle ting. Gjorde man det alligevel var det ikke velset at man fortalte om det. I datidens øjne var det at prale med sin velstand, og DET gjorde man ikke!

Det lå slet ikke i protestantismens grundholdning, at det skulle være hverken interessant eller sjovt at gå på arbejde. At det skulle være lystbetonet, lå så langt væk fra holdningen, at vores forfædre på ingen måde kunne komme i tanke om at sætte lystbetonet og arbejde i samme sætning.

Hertil kom, at når man ikke var på arbejde, så skulle man som minimum have dårlig samvittighed, hvis man ikke lavede noget. Det var umoralsk at ”drive den af”. Det var bare med at komme ad sted. Og i højt tempo.

Den udnyttelse af tiden ser vi i dag i alle aspekter af vores liv.  Vi har så travlt (med noget), og styrter ad sted (efter?), så når vi skal have gæster inviteres de i god tid, og vi er i udgangspunktet ikke særlig begejstrede for uanmeldt besøg.

Den holdning til, hvordan borgere skulle leve deres liv, og hvad de ikke måtte, gav dem en tilværelse, men på ingen måde et liv.

Borgere blev drevet rundt som kvæg, som statister i et spil, der blev styret af kirken.

I Danmark er vi blevet præget af tankegangen bag protestantismen gennem flere århundreder, og selvom vi har løsnet en del op for det, så ses der i dag tydelige tegn på vores historiske opdrag. Det er indpodet i vores DNA.

  • Vi har en høj arbejdsmoral – på trods af, hvad politikerne åbenbart mener.
  • Vi arbejder gerne for fællesskabet, for vi har en god ide om, at det vil komme os selv til gode, når vi får brug for det.
  • Vi har en høj tillid til hinanden, som er skabt ud fra det samfundssind som protestantismen lærte os.

Det er tre gode ting, der er en udløber af vores puritansk protestantiske baggrund.

Men, og det er et stort MEN, så er der altså ikke meget godt at sige om, at borgerne bliver drevet rundt som kvæg, eller betragtet som statister i magthavernes spil, hvad enten det er kirken eller politikerne.

Det er at sætte befolkningen ind i et stadigt hurtigere kørende hamsterhjul, hvor de ikke har noget at skulle have sagt, om det liv de trods alt fik tildelt ved fødslen.

Mette F og protestantiske tankegang

Når jeg mener, at Mette Frederiksen taler lige ned i 1600-tallets protestantisme, så er det med udtalelser som, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde. Ligesom det heller ikke var det i vores fortid.

Nu er ”lystbetonet” et meget stærkt og følelsesladet ord, som hun da helt sikkert bruger meget bevidst.

Nej, selvfølgelig skal arbejdet ikke være lystbetonet. Det skal dit samliv med din partner være. Det er ikke et ord, der skal kobles med dit arbejde. Det har ingen gang på jord.

Derimod skal dit arbejde være:

  • Motiverende
  • Meningsfuldt
  • Interessant
  • Engagerende
  • Mv.

Ikke nødvendigvis det alt sammen på én gang. Herudover er vi meget forskellige som mennesker, så det er meget forskelligt, hvilke behov vi har brug for at få opfyldt. Det kan jeg sige meget mere om, men det må blive et andet blogindlæg.

Hvis Mette Fredriksen med sit udsagn mener, at det er en myte, at vi skal kunne lide vores job, være interesseret eller engageret i vores job, men at vi bare skal passe vores arbejde og betale vores skat, så er det et helt hovedløst, meningsløst og særklasse helt kontraproduktivt.  

Der er utroligt meget forskning, der gang på gang har fastslået, hvor vigtig, blandt meget andet, meningsfuldhed, interesse og inddragelse er for den enkelte ansattes produktivitet, kreativitet og engagement. Og at disse elementer har direkte forbindelse med bundlinjen på virksomhedens regnskab.

Derfor er det blandt andet helt håbløst at tale for, at vi skal holde op med at tro, at vi skal kunne lide vores job. Det er decideret modstridende i forhold til, at de (politikerne) vil have borgerne til at arbejde mere og betale mere skat.

En anden ting forskningen har bevist adskillelige gange er, at man ikke øger sin produktivitet når man arbejder i mere end ca. 40 timer om ugen. Stort set alle de timer, vi arbejder ud over de 40 er mere eller mindre spildte. Vores koncentration og kreativitet falder drastisk, vi begynder at lave fejl, udføre arbejde, der ikke er gennemtænkt og med stor sandsynlighed skal laves om.

Vi er langt længere tid om at lave det samme arbejde, som vi gjorde indenfor de 37/40 timer.

 Med andre ord, hovedløst at presse mere ud af citronen.

Taylorismen og ”1984” marionettankegang

Frederick Taylor var en amerikansk ingeniør, der i starten af 1900-tallet udtænkte en række teknikker til, hvordan man kunne effektivisere masseproduktion. Nogle teknikker han selv kaldte for Scientific Management.

Meget kort fortalt, så udtænkte han sine teorier på datidens fabrikker. Bag de ansatte, der arbejdede ved samlebåndene, gik en lang række medarbejdere/managere med et stopur og en notesbog. De tog tid på, hvor lang tid de ansatte ved samlebåndene var om at udføre deres arbejde, og notere deres fejl eller langsommelighed.

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvad det gjorde ved de ansattes lyst til at arbejde? De blev uengageret pga. den meget høje grad af mistillid til de ansattes evner til at bestride jobbet. De havde ingen motivation eller engagement for det blev styret af andre, der stod bag dem. Det blev meningsløst. For ikke at tale om den frygt for konsekvenser, hvis de blev vejet og fundet for lette.

Kontrol- og overvågningssamfund.

Ansatte og borgere som ludo- eller skakbrikker.

Hvis vi ser på det første punkt fra Mette Frederiksens pressemøde, så har hun, i min optik, med en (arrogant) håndbevægelse afvist utrolig meget arbejdsmarkeds-, motivations- og stress/trivselsforskning som værende en myte.

Vi skal bare se at komme ad sted på arbejde (tredje punkt), og så er det helt uden betydning, hvad vi synes om vores arbejde og liv. Big Brother (dette er fra ”1984”) skal nok fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv – eller nok snarere, din tilværelse – fortælle dig, hvad du må, og ikke må.

Det eneste du skal er at tjene staten og betale din skat.

En smule på spidsen – og så alligevel ikke

Måske sidder du lige nu og tænker noget i retning af, det er da godt nok en meget voldsom reaktion på det Mette Fredriksen sagde tilbage i 2021.

Måske. Hvis det var den eneste gang jeg har hørt noget lignende fra en politiker. Problemet er, at det er det ikke. Langt fra.

Der er blandt andet skabt flere reformer, der alle har til hensigt at drive børn og unge gennem barndom, ungdom og uddannelsessystemet, så de kan komme ud og tjene samfundet (politikerne) og betale deres skat.

Der er ikke tid til at begå fejl – som vi jo ved at man lærer af – der er ikke tid til at ændre mening, reflektere. Der er ikke tid til at blive dannet. Der er kun tid til piske ad sted, så politikerne kan få dine skattekroner.

Lige nu raser en krig om St. Bededag, der ikke er så meget en krig om det kristne element, men en krig om den manglende demokratiske proces, der er gået forud. En krig om, at de parter, der lovmæssigt skal inddrages, ikke er blevet det, at det er et angreb på den danske model mv.

Borgerne skal arbejde mere.

Mennesker er lig med penge og økonomi.

Quiet Quitting er et oprør mod den tankegang. Ikke kun et oprør mod politikere, men også et oprør mod ledere, der har en forventning om, at de kan tvinge flere timer og mere arbejde ud af deres ansatte.

Flere og flere vil have et liv, de selv i højere grad er herre over end en tilværelse, hvor de løber ad sted for at holde trit med kravene.

”Jo, men hvis vi vil have et velfærdssamfund – eller styrket forsvar - så skal vi jo også have nogle penge i statskassen?”

Det skal vi. Men for det første må vi nok diskutere, hvordan vi fremadrettet definerer et velfærdssamfund, hvad vi har råd til, og dernæst hvordan vi finansierer det.

Der er nemlig et kæmpe paradoks i, at vi skal arbejde, arbejde, arbejde, tjene staten, betale skat, arbejde, arbejde, arbejde… så vi kan få et velfærdssamfund, samtidig med, at det skaber en gennemført usund tilværelse for borgerne.

En tilværelse, der medfører en række belastningslidelser (stress, angst og depression), der koster sundhedsvæsenet mia. og atter mia. hvert år.

Samtidig lever vi et liv, hvor vi får en lang række velfærdslidelser, der ligeledes koster mange mia. vi skal passes og plejes af samme grund, og mange dør tidligt i processen = færre, der kan betale skat.

Endnu et eksempel på, at det der kræves, er lodret i modstrid med, hvad forskningen påviser, og hvad virkeligheden understreger.

Det er som Albert Einstein øjensynlig har sagt:

”’Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat”

Den form for sindssyge er hvad politikerne, efter min mening, praktiserer, når de gang på gang udtaler og beslutter, at løsningen på mangel på penge i statskassen er at fortsætte med at lægge mere pres på borgerne, i forventning om, at der kommer flere penge i statskassen, og så samtidig se helt bort fra at vi ved, at når de gør det, så øges udgifterne til sundhedsvæsnet pga. føromtalte belastningslidelser og usunde levevis. Et sundhedsvæsen der i forvejen er hårdt presset.

Det er også sindssyge at tro, at mere af det samme vil skabe mere produktivitet, kreativitet og engagement, når vi ved fra forskningen, at det modsatte sker.

Hvad er en tilværelse og hvad er et liv?

Nu har jeg skrevet en masse ord om, hvad jeg mener skaber en tilværelse. Det er vist ikke til at skjule, at jeg ikke er fortaler for hamsterhjulets tilværelse.

Hvordan definerer jeg så en tilværelse og et liv?

En tilværelse

I både en tilværelse og et liv er der arbejde og forpligtelser. Ting, du skal på bestemte tidspunkter mv.

Men i en tilværelse drives du frem i et hamsterhjul. Du halser efter en masse forpligtelser, men i al din travlhed har du ikke tid til at stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved det, du gør.

Fortællingen er, at vi har så uendeligt travlt, at selvom vi sidder omkring et bord med familie og/eller venner, så er vi ikke super meget til stede, for vi har allerede tankerne på det næste vi skal, eller det vi skal i morgen, eller…

Protestantismen er på banen i morderne udlægning.

”Vi kan ikke sidde her og slappe af”.

Vi må hellere sørge for at have vores tanker beskæftiget med en masse arbejde og pligter.

Vi har stor udstrækning sluppet kontrollen over, hvad vores tid bruges på.

Når en ko på marken begynder at løbe, begynder de andre også.

Hvorfor?

Fordi der må jo være fare på færde eller en anden god grund til, at ko nr. 1 begyndte at løbe.

Når alle de andre køer begynder at løbe, så tænker den første ko: ”du godeste, der må være noget galt siden de andre styrter sådan ad sted. Jeg må heller fortsætte med at løbe”

Og så har vi cirklen.

Den adfærd har vi i stor udstrækning adopteret. Vi gør som resten af flokken. Styrter ad sted, fordi, der i overført betydning, er nogen, der løber forrest og pisker en stemning op.

Et liv

I definitionen ”et liv” er der som før nævnt stadig et job, forpligtelser, ansvar mv., men det helt store MEN er, at her har du en høj grad af bevidsthed og refleksion over det liv, du ønsker at leve, og du tager skridt til at tage kontrol over dit liv, så du kan leve det som du vil.

Du går på arbejde, men du lader ikke arbejdet tage hele din sjæl eller tid.

Du sørger for at udføre de forpligtelser, du har som voksen i forhold til hjemmet og familien, men du afbalancerer det, så dit liv ikke skal foregå i løb, konstant på vej fra A til B.

Du sørger for at skabe ro i dit liv, så du slipper af med det kvælende ubehag der konstant har dig i et jerngreb, når du lever en tilværelse.

Du sørger for at være til stede lige her, lige nu.

Du vælger at lave en masse fritidssysler du motiveres af, ting du har lyst til.

Du nægter at lade dig drive rundt med.  

Du har quittet tanken om, at meningen med livet er at være dit arbejde og et hav af pligter andre hælder ned over hovedet på dig. Du quitter den dårlige samvittighed over, at du ønsker at finde ro og langsommelighed. Og faktisk gør det.

Vil ønsket og kravet om et liv have negativ betydning for samfundet fremadrettet

Det er helt vanvittigt, at bevægelsen mod, at den enkelte ønsker at skabe sig et liv, hvor arbejde og tempo ikke er meningen med liv på jord, nu anses for at være ”Quiet Quitting”.

Jeg vil ikke i dette blogindlæg gå i dybden med, hvad Quiet Quitting er. I dette blogindlæg vil jeg kort nævne om fænomenet, at Quiet Quitting ikke er tænkt som et enten/eller- spørgsmål fra de græsrødder, der skabte fænomenet, men i højere grad et spørgsmål om både/og.

Man quitter ikke arbejdet, men ideen om, at arbejde skal fylde alt og være din identitet.

Vi quitter ikke vores engagement, kreativitet eller lysten til at gå på arbejde.

Det som Quiet Quittere gør, er faktisk ret ansvarligt. Ikke kun for dem selv, men også for deres familie, deres arbejde, for samfundet og for fremtiden.

Quitterne gør faktisk, hvad forskningen i årevis har vist og bevist er hensigtsmæssigt og sundt for individet, og alle omkring dem, herunder også samfundet og fremtiden.

Vi bliver mere engagerede, for vi er mindre, eller slet ikke udbrændte.

Vi bliver mere produktive.

Vi bliver mere kreative.

Vi bliver gladere og mere tilfredse.

Vi bliver mindre syge.

Vi belaster sundhedssystemet mindre.

Som jeg ser det går vi mod en langt mere sund og givende verden i møde, jo flere der quitter.

Ønsket om at have et liv fremfor en tilværelse er en meget sund beslutning for alle.

Med andre ord, der er ingen grund til panik, tværtimod bør vi hilse fænomenet velkommen.

Mit råd til virksomheder og ledere er at være på forkant med udviklingen.

Favne det.

Være med til at definere begrebet i en dansk kontekst.

Ændre kulturen på arbejdspladsen, så det passer ind i de nye tider.

Det vil, i min optik, være en langt bedre strategi og langt mere meningsgivende end at være bekymret for Quiet Quitting.

Langt mere hensigtsmæssigt end at frygte adfærden eller forsøge at stoppe Quiet Quitting.

Har du lyst til mere viden om hvad Quiet Quitting, har jeg beskrevet det i mit blogindlæg: ”Quiet Quitting er ikke et ønske om at få en opsigelse”, som du kan læse her.


Tags

arbejdsliv, nye erkendelser, Quiet Quitting


Læs mere...