Vores sprog og fælles kultur indeholder en masse ordsprog og talemåder, der kredser om arbejdet som værende det evigt saliggørende. Det, som livet bør kredse om.
Jeg tør godt påstå, at du med garanti har hørt disse talemåder:
”Ledighed er roden til alt ondt”
”Arbejdet bærer lønnen i sig selv”
”Man må yde, før man kan nyde”
Og på et tidspunkt i dit liv har du med overvejende sandsynlighed hørt denne sætning:
”Vi skal tidligt op, så vi kan få noget ud af dagen”
Når vi er på arbejde, er vi på arbejde og så skal der laves noget. Hvis vi tager en pause, der ikke er beskrevet i vores ansættelseskontrakt, følger der ofte en stemme med, der siger noget om at være doven, og som kan få os til at føle skam fordi vi har ”sneget” os væk fra vores opgaver.
Den stemme må vi opdrage til at fortælle en anden historie, for du er hverken doven, en slendrian eller uansvarlig, når du holder en pause eller er utilgængelig. Tværtimod. Pauser og utilgængelighed er alt andet end spild af tid. De er faktisk essentielle for, at vores hjerner kan fungere optimalt og udføre vores arbejde på bedste vis.
Når en disciplineret fortid møder en hektisk nutid
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har hørt nogen komme med varierende udsagn over temaet, at der ikke er så meget at lave på arbejdet i en periode, og at det i den forbindelse er utroligt hårdt og stressende at forsøge at se travl ud, og finde på noget at lave.
Jeg ved godt, hvorfor de siger det, og jeg ved også, hvor det kommer fra og af, men det er absurd, at vi føler os stressede, når opgaverne ikke vælter ind over os i en kontinuerlig strøm.
Og det er absurd, at vi føler os skamfulde, når vi ikke befinder os i en konstant hektisk travlhed.
Det er absurd, at vi går rundt med en tanke om, at vi skal se meget travle ud, også når vi ikke er det. Det er helt fjollet, at vi føler dårlig samvittighed over, at vi ikke har lige travlt hele året, hele ugen, hele dagen.
Det er absurd, at det er pinefuldt for os, at opgavestrømmen er tørret lidt ud. Det er ikke dig som ansat, der bærer det ansvar.
Vi er opdraget til at være arbejdsomme, og er vi ikke det, hele tiden, så er der en lille stemme, der sætter spørgsmålstegn ved vores værdi. Er vi dovne? Eller til overs? Opdager chefen nu, at jeg ikke har så meget at lave, og så bliver min stilling nedlagt og opgaverne fordelt ud på mine kolleger, så virksomheden undgår at have medarbejdere, der ikke har susende travlt året rundt?
Kan du genkende situationen fra dit arbejde? Eller har du hørt nogen sige noget tilsvarende til dig?
Hvorfor gør vi det ved os selv?
Jeg er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt at ændre vores tilgang, attitude og adfærd til, og omkring vores arbejde. Det er både nødvendigt og godt for os at have et arbejde, men livet er mere og andet end arbejde.
Fortidens åg lagt sammen med nutidens moderne hektiske arbejdsmarked har skabt en farlig cocktail. Desværre ikke så sjældent med dødelig udgang.
Heldigvis får flere og flere øjnene op for det meningsløse i at knokle al saft og kraft ud af krop og sind for deres arbejde. Så mange, at der er tale om bevægelser kloden rundt. Der er dog fortsat et stykke vej at gå før vi opnår en sund balance både nationalt og internationalt.
Vores historiske og kulturelle åg
Jeg har flere gange skrevet om det åg, der ligger på vores skuldre, som et resultat af vores protestantiske baggrund, når det handler om måden, vi anskuer arbejde på.
Jeg tager fat på det igen, for det er så vigtigt for vores forståelse af, hvad der driver os når det kommer til vores arbejde. En viden, der er vigtig at have, når vi skal ændre vores nationale fortælling og kultur til noget, der er langt mere balanceret og sundt for vores hjerne og krop.
Takket være, eller mere korrekt, på grund af vores protestantiske baggrund er vi gennem århundreder opdraget til en hård arbejdsdisciplin, hvor det igen og igen blev slået fast, at arbejde og konstant aktivitet var den eneste rigtige måde at leve livet på. Et liv, hvor tant og fjas var forbundet med noget syndigt. Løssluppen glæde blev betragtet som noget, vi skulle føle skyld og skam over. Det var ikke velset at tiden blev brugt til andet end arbejde, praktiske opgaver og sove, så man var klar til at arbejde igen dagen efter.
Den livsfilosofi er nedarvet gennem generationer. Noget vi stadig bærer rundt på, og som er årsag til talemåder som dem, jeg nævnte i starten af indlægget, og ikke mindst er årsag til oplevelsen af, at vi SKAL se travle ud. Hele tiden.
Helt så sort og dystert ser det heldigvis ikke ud for os i dag. For vi er da kommet et godt stykke væk fra den store dræber af al form for livsgnist, glæde, latter og ”fri leg”. I dag deltager vi med stor glæde og fornøjelse i mange forskellige former for fritidsaktiviteter, og vi gør det som noget positivt, og noget vi har lyst til. Håber jeg.
Men fortidens stemmer og livstilgang hænger fortsat ved. For vi er rigtigt mange, der kan høre en irriterende moraliserende stemme, der prikker til dårlig samvittighed, når vi beslutter os for at tage en pause i løbet af dagen.
Der er rigeligt med faktorer i og omkring vores liv, der kan sætte gang i vores stress. De pauser livet byder på bør virkelig ikke være en af faktorerne.
Vi er mennesker, ikke maskiner
I vores moderne arbejdssamfund anses vi kun for at være aktive, produktive og effektive når vi hamrer løs på vores tastatur eller taler i telefon, for på den måde viser vi, at vi arbejder hårdt og er tilgængelige.
Når vi tænder for vores computer om morgenen er forventningen, at vi samtidig tænder for vores hjerne, og så skal den være tilgængelig, aktiv og arbejde kontinuerligt og jævnt, til vi slukker for den ved arbejdstid ophør. Alt dette skal helst foregå uden pauser, med frokosten som eneste legale afbrydelse. Og selv frokosten er der rigtigt mange, der sluger ved computeren mens de arbejder videre.
Men mennesker er ikke maskiner. Vi kan ikke tænde for vores hjerne og forvente at den bare køre på, og det er ikke muligt at øge produktiviteten og kreativiteten hos mennesker ved at droppe pauserne, forlænge arbejdsdagen og sætte tempoet op, som man kan med maskiner.
Det at vi ikke indlægger pauser og tillader at være utilgængelig skaber en illusion om, at vores hjerner fungerer som uendelige maskiner, der aldrig har brug for pauser. Men virkeligheden er, at vores hjerne har brug for hvile og pauser for at kunne fungere optimalt.
Desværre tillader vi ikke engang at være utilgængelige eller sætte hjernen på pause når vi officielt har fri fra arbejde, for vi forventes at være til rådighed døgnet rundt via e-mails, telefonopkald og sociale medier. En forventning skabt af fællesskabet, og uden at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige eller rimelige, tager vi som individ del i det forventede.
Hvorfor pauser er så vigtige for både vores mentale sundhedsbalance og arbejde
Når vi arbejder intensivt eller er konstant tilgængelige, producerer vores hjerne store mængder af stresshormoner, såsom kortisol, der kan føre til udmattelse og udbrændthed. Desuden kan vores koncentration og kreativitet tage skade, hvis vi ikke giver vores hjerner mulighed for at bearbejde informationer, og styrke vigtige neurale forbindelser.
Kreativitet er en væsentlig del af mange arbejdsopgaver, uanset om vi er kunstnere, forfattere, ingeniører eller forretningsfolk. Men kreativitet blomstrer sjældent, når vi er underlagt konstante påvirkninger eller forstyrrelser. Ved at tage pauser og være utilgængelige, giver vi vores hjerner mulighed for at udforske nye tanker, idéer og tilgange.
Det kan virke paradoksalt, men pauser og utilgængelighed kan faktisk forbedre vores produktivitet. Når vi tager en kort pause fra vores arbejde, får vores hjerne mulighed for at gendanne sin energi og fokus. Når vi vender tilbage til opgaven, vil vi ofte opleve en forøget effektivitet og en mere klar tankegang.
Når du sidder og stirrer ud ad vinduet og slipper dine tanker løs, kan du måske udefra set forekomme uproduktiv, men faktum er, at du er mere produktiv end de af dine kolleger, der ikke tager sig tid til at lade blikket og hjernen vandre. Du tillader din hjerne at få styr på input og tænke sig om, og det har aldrig skadet at tænke sig om. Tværtimod, for det modsatte kan forlænge en opgave, hvis man ikke har praktiseret eftertænksomhed, stirret ud ad vinduet og givet hjernen tid og pause.
Tips til at integrere pauser i hverdagen
Jeg har givet en række eksempler på pausernes vigtige funktioner, og at pauser ikke er tidsspilde eller dårlig forvaltning af arbejdstiden. Og måske vigtigst af alt, at du ikke skal føle skyld eller dårlig samvittighed ved at tage pauser.
Pauser er lige så vigtig for dig som søvn, hvor vi også genoplader vores krop og hjerne.
Uden pauser løber hjernen tør for brændstof, og vi bliver mentalt sløvede. Uden pauser bliver vi mindre robuste over for stress og vi risikerer i højere grad at brænde ud på længere sigt.
Hvis du ikke allerede har indlagt flere pauser i løbet af en dag, så har jeg nu præsenteret dig for en lang række grunde til at komme i gang.
Her er det vigtigt, at du ikke effektiviserer dem som dine arbejdsopgaver, og holder powernaps og mikro-breaks. Nogen vil mene, at det er bedre end ingenting, og det vil jeg da gerne medgive, så længe det langt fra bliver alle pauser, der skal udføres hurtigt. For det er ikke effektivt eller sundt, og slet ikke på lang sigt.
Giv plads til pausen, og tag kærlig hånd om din hjerne og mentale balance.
Du kan f.eks.:
- Indlægge regelmæssige pauser i din hverdag. Her er det vigtigt at du respekterer den afsatte tid. Hvis du har meget koncentrationskrævende arbejde, har du brug for flere pause. Det samme gør sig gældende hvis du har et presset arbejde.
- Flyt dig fra din arbejdsstation så vidt det er muligt.
- Sluk for notifikationer mens du holder pause
- Gå en tur, gerne med en kollega
- Din pause kan være social og udadvendt
- Og den kan være en stund med stilhed og ro i dit eget selskab.
Uanset hvordan du vælger at holde pause, så er du hverken doven eller en slendrian. Du er heller ikke en dårlig kollega eller medarbejder, men derimod en ansvarsfuld person.
Vores arbejde er vigtigt, og forhåbentligt er det både menings- og værdifuldt for dig. Det samme skal pauserne og livet uden for din arbejdsplads være.