I fredags (den 2. september 2022) blev jeg ringet op af en journalist fra TV2 News, der spurgte mig, om jeg havde mulighed for et live interview i udsendelsen ”News & Co” samme dag.
Måske du så mig?
Baggrunden var, at Dansk Erhverv netop var kommet med en ny analyse, hvor de har konkluderet, at omkring 12 procent af den danske arbejdsstyrke hvert år tager mindst én sygedag fra arbejde, selvom – som Dansk Erhverv skriver – de ikke er syge. Det svarer til cirka 350.000 personer.
I tv-interviewet fik jeg relativ god taletid. Jeg har dog en del mere at sige om emnet, end det jeg nåede i fredags. Det vil jeg uddybe i dette blogindlæg.
Pjæk er et virkelig ærgerligt ord
Jeg indledte interviewet med at understrege, at jeg er virkelig ærgerlig over, at Dansk Erhverv vælger at bruge ordet pjæk i deres analyse.
Pjæk har en negativt ladet betydning.
Når vi pjækker eller skulker fra skole eller arbejde, når vi vælger ikke at møde op til fælles arbejdsdag i andelsboligforeningen eller hvad det må være, så ligger der i betydningen, at det er fordi vi ikke gider. Fordi vi er lidt dovne, og har fundet på noget, der er meget sjovere og vi hellere vil. Der ligger i ordet, at vi ikke vil leve op til vores forpligtelser.
Ved at bruge ordet ”pjæk” om de cirka 350.000 danskere, så stempler man dem som værende:
- Illoyale
- Asociale
- Som dårlige medarbejdere
- Som den kollega man ikke kan stole på
Jeg er inderligt overbevist om, at danskerne ikke pjækker, og jeg er overbevist om, at de ikke vil løbe fra deres ansvar overfor deres arbejdsplads.
Naturligvis sagt med den kattelem, at man altid vil kunne finde en undtagelse, hvis man leder længe nok.
Men for det meget store flertal gælder det, at jeg er overbevist om, at det er et udtryk for en overlevelsesstrategi.
Vælger man som medarbejder at trække sygemeldingskortet, så kan det handle om flere ting:
- At medarbejderen føler sig presset i sin hverdag
- At medarbejderen oplever en stadigt stigende stressfølelse
- At medarbejderen ikke trives på sin arbejdsplads
- At medarbejderens motivationen har trange kår
- At medarbejderen har oplevet noget, der fik bægret til at flyde over.
Med andre ord, jeg ikke bare tror, men det er min erfaring, at årsagen til fravær er langt mere nuanceret end Dansk Erhverv udtrykker i deres analyse.
Danskernes arbejdsDNA er veltrænet og muskuløst
En af flere grunde til, at jeg afviser påstanden om danskernes pjæk er, at vi er en befolkning, der har et utroligt stort arbejdsDNA.
Den arbejdskultur vi har i Danmark kan spores tilbage til dengang, vi knyttede vores religion til protestantismen. Vigtigheden af at arbejde, og at arbejde for alles fælles bedste blev prædiket i en sådan grad, at det her, flere århundreder senere, stadig er en grundlæggende søjle i vores kultur.
Netop det at arbejde for ”det fælles bedste” medvirker til, at vi accepterer at en god portion af vores månedlige løn går til skat.
Jeg vil ikke på dine vegne påstå, at du betaler din skat med glæde, men vi betaler alle skat i forståelsen, at det kommer os alle til glæde og gavn på den ene eller anden måde.
Endvidere har vores arbejde en meget stor indflydelse på vores selvforståelse. Hvad er fx det første spørgsmål du (oftest) bliver stillet eller (ofte) selv stiller når du møder nye mennesker?
”Hvad laver du så?”
I forståelsen ”Hvad arbejder du med?”
En meget, meget stor del af os definerer os selv via vores arbejde og stillingsbetegnelse. Det er der som sådan ikke noget galt i, så længe vi også sørger for, at vi balancerer vores selvforståelse med, at vi også definerer os i andre områder.
Når vi kobler så stor en del af vores selvforståelse, og måden vi definerer os selv på, til vores arbejde, så medfører det også en stor loyalitet overfor vores arbejde.
Desuden ved vi jo godt, at hvis vi ikke passer vores arbejde tilfredsstillende, hverken i forhold til vores leder eller kolleger, så er konsekvensen, at vi mister vores job.
Og netop det at miste sit job har fundamentale konsekvenser for den enkelte. Både på det økonomiske og det personlige plan.
Lige pludselig befinder vi os uden for arbejdsmarkedet. Vi er ikke med i fællesskabet. Ingen har brug for vores evner, kompetencer, erfaring og viden. I hvert fald ikke for en periode, indtil vi igen har et job.
Om det er det der er årsagen, tør jeg ikke påstå, men jeg har set en stigende tendens til at folk betegner sig selv værende ”mellem jobs” når de for en periode er arbejdsløse. Betegnelsen er ikke forkert. Det der er interessant ved formuleringen er, at samtidig med at man fortæller, at man midlertidigt ikke har et job, så åbner man for en fortolkning om, at man selv har valgt situationen. Det kan være at man ønsker at tage en pause og overveje, hvor det næste skridt i arbejdslivet skal gå hen. Om man vil skifte branche eller fag. Hvorom alting er, så kan tolkningen være, at man ønsker at sende det signal, at man ikke er valgt fra, men selv har haft en finger med i beslutningen.
Vores behov for at være en del af flokken, den flok, der arbejder og gør en forskel i hverdagen, er så stor, at vi arbejder, og arbejder hårdt når vi er på arbejde. Og om aftenen. Vi vil bruge de førnævnte evner, kompetencer, erfaring og viden ikke kun til gavn for andre, men også til glæde for os selv. Vi vil udvikle os.
Alt dette skaber et meget stærkt og muskuløst arbejdsDNA.
Kære Dansk Erhverv
Lyder det som nogen der pjækker?
Fravær koster mange penge – Det samme gør manglende trivsel
12 procent/350.000 personer tager årligt mindst én sygedag. En sygedag, hvor medarbejderen tilsyneladende ikke er syg.
Det er ifølge Dansk Erhverv et alt for højt tal, og det koster både virksomhed og samfund milliarder af kroner.
I pressemeddelelsen lyder det videre, at:
”Hvis man bliver væk fra sit arbejde på den måde, er der jo opgaver, der enten ikke bliver løst, eller også skal kollegaerne løbe noget hurtigere for at nå det hele”
Da lønniveauet i Danmark er relativt højt, særligt hvis vi sammenligner os med stort set resten af verden, så har ingen virksomheder i Danmark ansatte, der ikke har mange opgaver, der skal løses. Ved et fravær vil de mange opgaver enten ikke blive løst, eller kun nødtørftigt løst af de medarbejdere, der er mødt ind på arbejde, hvilket vil lægge et pres på dem, da de jo også sidder med mange opgaver.
Dansk Erhverv har næsen i det spor, der leder fra opgave løst til effekt på bundlinjen, og det er måske også det organisationen skal.
MEN kontinuerlig opgaveløsning, opretholdelse af højt driftsniveau, produktion af varer eller serviceydelser er IKKE det eneste, der har indvirkning på virksomhedens bundlinje.
Hvad både Dansk Erhverv, politikere og virksomheder vælger at overse er, at mistrivsel, manglende arbejdsglæde, stress og følgerne angst og depression, har en kæmpestor indflydelse på virksomhedens regnskabsresultat. Og det selvom utrolig mange forskningsundersøgelser og -resultater peger på netop det. Virkeligheden halter voldsomt efter forskningen, hvilket er rigtigt ærgerligt, for det vil hjælpe virksomhederne og deres ansatte rigtigt meget, hvis de tog trivsel, arbejdsglæde og stress alvorligt.
Bevares, vi taler da om stress. Vi ved at mange hver dag sygemeldes med stress. Vi taler om trivsel og vi taler om arbejdsglæde.
Nøgleordet her er ”vi taler om”, for det hvad vi gør. Og det er stort set det eneste vi gør.
Men uden reel handling og vilje til at bruge tiden på at implementere ordentlig i virksomheden, kommer der ikke forandring.
Der er ikke megen nytteeffekt i, at ledere én gang om året hælder alle deres medarbejdere ind i et lokale, for at tale om trivsel, arbejdsglæde og motivation, og måske også lidt firmakultur, når alle efter en dag, eller to, styrter ud af lokalet, for at løse deres opgaver som om trivselsdagen ikke havde eksisteret.
Der kan være nok så mange forskelligt farvede post-it’s, plancher på væggen, og forskellige farvede tusser, men hvis ikke konklusionerne tages med ud ad lokalet, hvis ikke der lægges en plan for hvem der gør hvad til hvornår, så er det spild af alles tid.
Det tragiske er, at når vi ikke trives, når vi ikke har ordentlige rammer for vores arbejde, når vi ikke har ordentlige redskaber og kompetencer til at løse vores opgaver, så mister vi koncentrationsevne, vi performer ikke optimalt. Det kan godt være vi er mødt ind på arbejde, men vores ydeevne halter, og det betyder en masse for den højt besungne bundlinje.
Så
Kære Dansk Erhverv
Må jeg foreslå, at I og alle jeres medlemmer begynder at tage forskningen og jeres ansatte alvorligt, og gør mere og andet end at tage den årlige pligtdag omkring trivsel.
Hvis I gør det, vil det med sikkerhed kunne afspejles i driften og bundlinjen.
Sygdom er andet og mere end gips på benet eller drop i armen
I pressemeddelelsen skriver Dansk Erhverv at:
”I aldersgruppen 18 til 39 år er det knapt hver femte, som angiver, at vedkommende har haft sygefravær uden reelt at være syg. For personer over 40 er tallet markant lavere.”
Jeg kan tilføje, at for gruppen over 40 er det hver 8., der ifølge analysen melder sig syg uden at være det.
Det, jeg især hæfter mig ved i dette udsagn, er formuleringen ”… har haft sygefravær uden reelt at være syg”. Her kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide, hvad den vending egentlig formidler.
Igen skal jeg sige, at jeg ikke har talt med nogle af respondenterne i undersøgelsen, og dermed kan jeg ikke helt nøjagtigt vide, hvad de mener, når de siger som de gør.
Men det er min erfaring, det jeg hører kunder, venner og familie sige, og det jeg læser, at vi stadigvæk her i 2022 ikke har anerkendt, at sygdom er andet og mere end gips på benet, høj feber, eller et drop i armen.
Stress, angst og depression er belastningslidelser. En mental belastning. Den belastning kommer blandt andet til udtryk i en lang række af fysiske symptomer.
Så vågner du om morgenen og mærker en kvælningsfornemmelse og trykken for brystet ringer du så og siger det til din chef?
Ingen tvivl om, at du har det dårligt, ingen tvivl om, at det er et symptom på noget alvorligt, ingen tvivl om, at du ikke vil kunne udføre dit arbejde på en forsvarlig måde, men altså … du har jo ikke feber, Corona-testen siger, at det ikke er det, du fejler, du skal ikke have penicillin for noget, og du har ikke et akut maveonde. Så hvad er problemet? Du burde da bare tage dig sammen og komme på arbejde. Men alt i din krop skriger, at det kan du ikke, så du vælger at ringe og melde dig syg samtidig med at du tænker ”Altså jeg er jo ikke rigtig syg, og hvis jeg nu bare sørger for at slappe af i weekenden, så går det nok helt over”.
Jeg har set og hørt rigtig mange have den tankegang omkring symptomerne for belastningslidelser. Hertil kommer, at jeg selv har en meget stor praksiserfaring på området. Jeg har mange gange i mit liv negligeret og tilsidesat min krops signaler om, at der var noget helt galt, og det betaler jeg i høj grad en stor pris for.
Det er bydende nødvendigt at vi som samfund anerkender betydningen af hvad mistrivsel og belastningslidelser gør ved vores mentale og fysiske helbred. Lige så nødvendigt er det, at vi anerkender og har forståelse for, at der er dage, hvor det er nødvendigt, at vi ringer til arbejdet og siger, vi ikke kan komme, fordi vi har trykken for brystet og svært ved at trække vejret, uden vi af den grund bliver betragtet som svagelige, som nogen der pjækker og lader deres kolleger i stikken, som illoyale medarbejdere, der stikker af fra deres ansvar. For som jeg ser det, så tager de faktisk ansvar for dem selv ved at melde fra.
Hvis det altså er det der ligger i, at så stort et antal melder sig syge ”uden reelt at være det”.
”Lad mig slå det helt fast: Pjæk er ikke okay. Det er ikke i orden at blive væk fra sit arbejde og få løn for det – hvis man ikke er syg, eller man ikke har aftalt det med sin arbejdsgiver”, siger chefkonsulent Pernille Taarup fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Kære Dansk Erhverv
Her er endnu en ting vi ikke er uenige om, nemlig at pjæk ikke er i orden, men mon ikke I skulle overveje hvad det er et udtryk for, når så stor en procentdel af den danske arbejdsstyrke tager mindst én sygedag om året, som I ikke mener er en reel sygedag.
Hey chef, jeg har en off-day
Som en del af forberedelsen til interviewet blev jeg spurgt om det i virkeligheden ikke ville være en god ide, at man skabte en kultur, hvor det er ok, at man ringer til sin chef og siger ”Hey jeg har en off-day, jeg bliver hjemme og er klar i morgen”. Dette for at skabe en større tillid mellem leder og medarbejder.
Jeg svarede, at jeg som sådan godt kunne se ideen i forslaget, men at jeg nok mere så det som en symptombehandling end at tage hånd om årsagen. I hvert fald som billedet på arbejdsmarkedet ser ud i dag.
Hvis vi tog trivsel, arbejdsglæde, stress, en presset hverdag mv. mere alvorligt end som et emne til en medarbejderdag, og det blev almindeligt anerkendt i samfundet, at vi kan have dage, hvor kroppen siger fra og råber vagt i gevær og af den grund melder fra på en arbejdsdag, så kan vi tale om at have førnævnte kultur/ordning.
Hvis dette er på plads, så kan en medarbejder med ro i maven ringe til sin chef og sige, at de melder sig syge fordi der er noget der ikke er som det skal være. At de bliver hjemme en dag, mens kvalmen, trykken for brystet eller andet fortager sig en smule, men så skal chef og medarbejder også have en snak.
På den måde vil det blive mere synligt, at/hvis der er et problem, og det kan formentlig i mange tilfælde tages i opløbet inden det bliver rigtigt slemt og dyrt for virksomhed og samfund.
Kære Dansk Erhverv
Er I villige og modige nok til at tage de skridt der skal til for at vende supertankeren rundt, og tænde et spotlys på andet end bundlinjen?
Har vores opfattelse af vigtigheden af et godt arbejdsmiljø udviklet sig?
Jeg vil runde dette indlæg af med et spørgsmål jeg fik, som var rettet mod min personlige praksiserfaring med arbejdsrelateret stress.
Spørgsmålet var om jeg kunne mærke, at der er sket noget på området siden jeg var syg i forhold til hvordan vi opfatter og kender til vigtigheden af et godt arbejdsmiljø.
Det korte og meget triste svar er: Ikke noget der er værd at notere.
Hvis vi kaster et blik på statistikken over stress, angst og depression, så kan vi se, at det går den forkerte vej. Grafen går kun op, og det er ikke en flad kurve, men en relativ stejl kurve.
Det i sig selv taler sit tydelige sprog om, at trivsel og arbejdsglæde/arbejdstilfredshed har trange kår i forhold til forventninger, mængden af arbejdsopgaver, ringe rammer omkring arbejdet, krav om øget produktion (både fysiske varer og serviceydelser), nedskæringer mv.
Hertil kommer alle de pligter og forventninger der hører privatlivet til. Det ansvar vil jeg ikke lægge over på arbejdspladsen, men det hører med til historien om det mennesker vi er.
Kære Dansk Erhverv
Jeg håber, vi kan blive enige om, at danske medarbejdere tager deres arbejde alvorligt, og at de som jer har en interesse i at varetage deres arbejde omhyggeligt og redeligt.
Jeg håber også, at vi kan blive enige om, at det er en rigtig god ide, at bruge tid og ressourcer på at implementere trivsel på arbejdspladsen med langvarige perspektiv briller på, så virksomheder ikke går glip af en masse penge, og samfundet ikke skal bruge en masse penge på fravær.
Jeg håber ikke, at jeg mere eller mindre uredigeret kan genudsende dette blogindlæg om 1 år, 2 år, 5 år, 10 år (fortsæt selv) fordi situationen omkring den måde vi anskuer trivsel, arbejdsglæde og stress på er status quo med i dag.