I årevis har vi lagt øre til udsagn som:
”Hos os har vi ikke problemer, vi har udfordringer”
”Se det som en mulighed for personlig udvikling og ikke som et problem”
”Tryk på pyt-knappen og lad det fare”
Da den positive psykologi og teorien om anerkendende ledelse (Appreciative Inquiry) fejede ind over arbejdspladserne, skulle vi alle sammen indtage en positiv indstilling til alle former for problemer. Vi måtte ikke længere omtale problemer som problemer, men skulle se fremad og se vækstpotentialet i situationen.
Det er at nægte at tale om elefanten i rummet, og pakke alt det ubehagelige ind i hurra-ord som f.eks. udviklingspotentiale.
Jeg afviser ikke, at det i nogle sammenhænge vil være en fornuftig tilgang, men at nægte at tale om de spørgsmål, tvivl og frustrationer, der er forbundet med problemer, er både negativt og destruktivt, og det kan gå ud over både selvværd og selvtillid, hvis man ikke bliver taget alvorligt, når problemer opstår.
Problemer findes. De kan være store eller små. De kan være komplekse eller lette at løse, men at fornægte eksistensen af problemer og insistere på, at de skal kaldes alt muligt forskønnende, er en meget uhensigtsmæssig sminkning af den virkelighed vi lever i.
Lad mig allerede nu slå fast, at jeg ikke er modstander af, at vi forsøger at finde læring, muligheder og udvikling i et problem. Tværtimod. Vi skal lære af fejl, og vi skal bære vores løsninger med os. Men for at kunne gøre det, er vi nødsaget til at undersøge problemet eller fejlen, og deraf drage læring og udvikling.
Hvis vi springer processen over, hvor vi stiller nysgerrige spørgsmål til problemet og fejlen, svarer det til, at vi står på toppen af et bjerg af affald og begejstret taler beundrende om udsigten, samtidig med at vi ignorerer stanken fra affaldsbjerget under os.
Endelig er det værd at huske på, at selvom det kan være givende at forblive åbne over for at lære af problemer og fejl, så er det også vigtigt at have med, at det ikke altid er nødvendigt eller sundt konstant at søge efter en læring i hvert et problem, vi støder på.
Når hurra-ord indtager (og overtager) kommunikationen
Vi bliver hele tiden udsat for forskellige trends og tendenser, der fejer ind over vores arbejdspladser, og for den sags skyld også vores liv udenfor arbejdspladsen.
Sammen med de forskellige trends medfølger en række ord. Ord vi med stor begejstring og høj bannerføring skal messe i en uendelighed, til det bliver en sandhed og helt overtager kommunikationen.
Det er de ord jeg kalder hurra-ord.
Ofte er det ord, der er taget ud af en kontekst, og efterfølgende bliver brugt i helt forkerte sammenhænge, både fordi sammenhængen mangler, og fordi ingen – eller kun få – har taget sig tid til at undersøge meningen og betydningen af ordene, og om de er meningsgivende for arbejdspladsen.
Samtidig er det ord, der er tomme, hvis de ikke følges op af en forklaring eller uddybning.
De ord jeg taler om, er f.eks.
- Udfordringer
- Personlig udvikling
- Positiv psykologi
- Anerkendende ledelse
- Vækstmulighed
- Robusthed
- Langtidsnærvær
- Agilitet
- Disruption
- Innovation
Alle ordene er positivt ladet, og har til hensigt at skabe en god og fremadskuende kultur. Så langt så godt, hvis ikke det er fordi vi samtidig har en stor modstand mod at tale om det knap så positive.
Vi er tilbage på toppen af affaldsbjerget, og for den sags skyld også tilbage til elefanten i rummet.
Selvom vores kommunikation er fyldt med de førnævnte ord, så ændrer det ikke på det faktum, at der også altid vil være tilstedeværelse af problemer, tvister, stress, frustration, mobning, sygefravær osv.
At bruge et ord som langtidsnærvær i modsætning til sygefravær fjerner ikke årsagerne til sygefravær. Heller ikke selvom man nærmest tvangsmæssigt insisterer på kun at tale om det positive. Et lige så tvangsmæssigt forsøg på at italesætte problemer i positive vendinger, vil stadig ikke ændre det faktum, at der er et problem.
Tilstedeværelsen af en venlig, imødekommende og positiv kommunikation er afgjort godt for trivsel og samarbejde, men hvis det bliver alt for insisterende og overtager kommunikationen bliver det svært, ja ligefrem vanskeligt at tale om problemer, stress mv., og det er ødelæggende og destruktivt for trivslen.
Det usunde i en pyt-kultur med hurra-ord
Problemer kan være små, hvor det ikke tager så lang tid at finde en løsning. Og de kan være store og komplekse, der vokser i størrelse, holder dig vågen om natten og griber om sig. Her vil løsningen ikke ligge lige foran fødderne på dig.
Uanset om problemet er stort, småt eller et eller andet sted midt imellem, så vil der være følelser, tanker, ressourcer og tid bundet op på sagen.
Hvis vores problemer, spørgsmål, tvivl og frustrationer bliver fejet af banen med entusiastiske og positive udsagn om ”at her har du en fantastisk udfordring” eller ”Pyt, det skal du ikke tage så tungt” eller noget andet tilsvarende, så kan vi meget hurtigt få den opfattelse, at der er noget galt med os, hvis vi ikke føler vi ”bare” kan trække på skuldrene.
Vi får egentlig at vide, at vores følelser, tanker, opfattelse af situationen osv. er enten forkert eller overdrevet.
Der vil med overvejende sandsynlighed ske det, at vi begynder at betvivle vores evner til at håndtere og forstå vores arbejde og liv, når nogle/alle omkring os ikke mener, at det vi opfatter som et problem, er noget at tale om.
Når vores opfattelse af en situation, tanker, følelser, spørgsmål, tvivl ikke tages alvorligt, men afvises, vil det være ødelæggende for vores selvtillid, tære på vores kreativitet og initiativ, og det kan give nogle dybe hak i vores selvværd.
Vi vil nok kunne håndtere en enkelt afvisning af et problem afhængig af problemets størrelse og omfang, og hvor stor påvirkning det har på vores arbejde eller liv i øvrigt. Men har man med en pyt-kultur at gøre, så vil det være ødelæggende for den psykologiske tryghed og trivsel. Man vil holde op med at pege på de problemer, der opstår, for de bliver enten fejet af banen, eller også udråbt som en udfordring man skal være glad for.
Vær varsom med brugen af pyt-knappen mod dig selv
Hvis vi tilpas mange gange har fået at vide, og ladet os overbevise os om, at vi ”bare” skal sige pyt, eller se på situationen som en udfordring, så begynder vi at overbevise os selv om, at tingene nok ikke er så slemme, og vi bagatelliserer vores problemer. Vi undertrykker vores følelser, tanker og refleksioner, og vi tilsidesætter vores faglighed, kompetencer og erfaring, for hvis andre tilsyneladende ikke anser dit problem for et problem eller noget, vi skal bruge så meget tid på, så må det jo være dig, der er noget galt med, hvis du mener noget andet.
Det er meget menneskeligt, at vi ønsker at fremstå som afbalancerede mennesker, der har styr på, og kontrol over vores arbejde og liv. At vi er ressourcestærke og har styr på vores faglighed, og med overskudsagtig attitude kan trække på skuldrene og sige ”nå pyt, det skal nok gå. Vi finder en løsning”.
Hertil kommer, at vi er flokdyr, og har et naturligt behov for at være en del af flokken. Vi vil ikke skille os alt for meget ud, når resten af flokken tilsyneladende lige har fået fyldt lageret op med ”pyt-knapper”.
Af de to grunde (det menneskelige og flokdyr) kan vi falde for den lette vej og sige pyt. Her er det meget vigtigt, at du både er bevidst om, hvad det gør ved dig at ignorere dine følelser og tanker om situationen, og om situationen reelt kan berettige til at trykke på pyt-knappen.
Hvis du befinder dig i en pyt-knap-kultur fyldt med hurra-ord skal du vide, at de, der er hurtige til at ty til pyt-knappen eller hurra-ordene ofte ikke selv har noget i klemme. Eller også sidder de i en position, hvor de kan tage tingene en del mere afslappet, for problemet berører dem ikke, og de har ikke noget på spil.
En positiv medicin mod pyt-knappen
Jeg er ikke modstander af, at vi siger ”pyt” trækker på skuldrene, og går videre. Det er ikke en farbar vej, hvis vi tager alle små bump og modstand, vi møder på vores vej, som noget, der skal bruges lang tid på.
Jeg er heller ikke modstander af alle de såkaldte hurra-ord. Nogle af dem kan sagtens have deres berettigelse fordi sproget er med til at forme vores syn på tingene, og dermed kan de være med til at føre os i en god retning.
Andre hurra-ord er kun tomme floskler, vi er begyndt at messe i fællesskab på arbejdspladsen, i jobbet, eller blandt venner og familie, og som ikke er meningsgivende for dig eller andre omkring dig.
Jeg har skrevet dette indlæg, fordi jeg ønsker, at vi bruger pyt-knappen og hurra-ordene med omtanke.
Når vi møder et menneske, der bringer et problem på banen, så vær nysgerrig. Stil spørgsmål, og undersøg hvad der er på spil. Find ud af, hvorfor den anden ser det som et problem, og vær en del af løsningen.
På den måde vil personen med problemet føle sig set og hørt, og med stor sandsynlighed hurtigere blive både glad og tilfreds. I er fælles om at bevare den psykologiske tryghed omkring jer, samt trivslen og det gode fællesskab.
En bonus på den tilgang er, at I med overvejende sandsynlighed tager en læring med jer, oplever en god udvikling.
Når der opstår et problem, så spørg dig selv, om det er værd at bruge tid på. Har det stor betydning at løse det? Hvor mange har det indflydelse på? Vil det dukke op igen og igen?
Nogle gange er det bedste, vi kan gøre, at acceptere en situation som den er uden at forsøge at ændre den. Vælger du den tilgang skal du være sikker på, at det føles rigtigt.
Hvis problemet bliver ved med at rumstere, hvis det får indflydelse på dit arbejde, hvis det griber om sig, og det værste sker, at det forstyrrer din nattesøvn, så skal du lytte til dig selv, tage fat på problemet og tage skridt mod en løsning.
Og her er det vigtigt at du holder fast i dig selv, lytter til dig selv, og ikke lader dig overbevise af pyt-kulturen.
Vi møder alle modstand på vores vej gennem livet. To personer vil opleve styrken af samme form for modstand forskelligt afhængig af, hvor de er i livet og hvordan deres liv har formet sig hidtil. Det vil sige, at for én person vil en modstand ikke forekomme uoverstigelig, og løse det relativt let, hvorimod samme modstand vil være langt mere uoverskuelig og sætte store spor i en anden person.
Der er ikke rigtigt og forkert i måden vi opfatter verden på. Pyt er ok, jeg beder blot om, at vi bruger det med omtanke og respekt.